Frederikshavn

Ride-undervisning uden berider

Sportsrideklubben Lerbæks eneste uddannede berider er stoppet

FREDERIKSHAVN:Den eneste uddannede berider i Sportsrideklubben Lerbæk, Ole Madsen, er stoppet efter uenighed med bestyrelsen om løn- og arbejdsvilkår. Dermed er undervisningen af klubbens medlemmer overladt til de to berider-elever, men det er en midlertidig løsning. Den ene af dem skal nemlig til eksamen i maj og stopper i Lerbæk til august. Den anden skifter lærested og stopper også til august. - Det er der ingen som helst dramatik i, det er bare en omlægning i forhold til nu, siger klubbens formand, Preben Reinholdt. Der er dog ingen planer om at ansætte nye beriderelever, og klubben er foreløbig på udkig efter en ny berider fra 1. august. Derudover er det meningen at ansætte en stalddreng, der også kan undervise. Preben Reinholdt understreger, at Dansk Rideforbund har godkendt den videre uddannelse af de nuværende beriderelever, som nu undervises af folk uden for klubben, og han har ingen kommentarer til beriderens afgang fra klubben. Ole Madsen, der stoppede i begyndelsen af marts efter seks år som berider på Lerbæk, ønsker heller ikke at gå i detaljer med uenighederne. Han forklarer dog, at klubbens nye bestyrelse, som tiltrådte i efteråret, lagde op til store ændringer i beriderens løn- og arbejdsvilkår. - Det kunne jeg ikke leve med, så jeg har valgt at gå nye veje. Jeg skal starte som berider i Billund, og jeg har også en drøm om at starte for mig selv på et tidspunkt, fortæller Ole Madsen. Sportsrideklubben Lerbæk er nu på udkig efter en ny berider og satser ifølge formanden på at have ansat en pr. 1. august.