Hestesport

Ridecenter spiller på flere heste

HADSUND:Med den gamle rideklubs konkurs i baghovedet og ikke mindst med tanke på den ballade, der traditionelt har omgærdet hestefolket, er det med nogen forsigtighed, bestyrelsen for Hadsund Egnens Ridecenter sætter renoveringen af centeret i gang. Men Ronny Thomsen er ikke desto mindre meget fortrøstningsfuld. For bestyrelsen synes at have to heste at "spille på". Dels Sportsrideklubben Hadsund, der har flyttet aktiviteter og heste til Team LA i Graverhusene, dels en kreds af tidligere brugere, der har udtrykt interesse for igen at benytte ridecenteret. - Mit indtryk er, at de vil danne en forening, og Sportsrideklubben har sagt, at de vil vende tilbage, når faciliteterne er til det, og det tror jeg på. Så efter min bedste vurdering ligner det et solidt fundament at gå i gang på, siger Ronny Thomsen. Han ser ingen problemer i, at de to grupper skulle finde sammen i ridecenteret. - I idrætshallerne kan to, tre og fire foreninger finde sammen, så hvorfor ikke i et ridecenter. Det bliver bare et spørgsmål om at fordele haltider. Måske kan de oven i købet også finde ud af at samarbejde henad vejen, håber Ronny Thomsen. Henad vejen skulle den af Civilretsdirektoratet nedsatte bestyrelse for ridecenteret også gerne skrives ud af sagaen. - Vi skal ikke sidde til evig tid. Nu sparker vi det her i gang, og så må brugerne ind i bestyrelsen igen, mener Ronny Thomsen.