Heste

Rideklub holder loppemarked i Bindslev

BINDSLEV:Endnu et loppemarked vil se dagens lys i Bindslev. Det er Bindslev-Tversted Rideklub, BTR, der forsøger sig søndag 27. oktober. Ifølge Ole Thomsen fra klubben er det ikke for at konkurrere med de etablerede loppemarkeder, som spejderne og Bindslev-Tversted Idrætsforening arrangerer, men udelukkende, fordi klubben i foråret fik foræret nogle effekter, som giveren har ønsket, skulle omsættes på et loppemarked til fordel for rideklubben. Bestyrelsen har ikke haft ressourcer til at arrangere det, så nu har nogle pårørende til de unge ryttere taget sagen i egen hånd og arrangerer loppemarkedet, der finder sted på BTR's ridebane for enden af Ågade. Selv om man har en del effekter, er man alligevel interesseret i at modtage flere, så hvis nogen har ting, de gerne vil af med, kan de blot kontakte Lone Christensen, der vil forestå indsamlingen. Der vi være skilte og flag, der vil lede publikum til "markedspladsen" på søndag.