Rideklub kaldt til møde

Dronninglund Rideklubs fremtid er endnu ikke afklaret - politikere vil have møde med klubben.

Det er endnu ikke afklaret, om Brønderslev Kommunes Fritids- og kulturudvalg vil og kan bevilge en mio. kroner til Dronninglund Rideklub. Rideklubben har søgt kommunen om et etableringstilskud på en mio. kroner, idet klubben vil flytte aktiviteterne fra Dronninglund til Holtegaard på V. Hassingvej Politikerne i Fritids- og kulturudvalget har bedt om at få et møde med rideklubben - og datoen er sat til torsdag i den kommende uge. - Vi ønsker et møde med rideklubben, hvor klubbens repræsentanter får lov at uddybe deres planer lidt mere. Vi har også nogle spørgsmål til klubben, siger formand for Fritids- og kulturudvalget Eskild Sloth Andersen. Udvalget har i år 1,3 mio. kroner at gøre godt med i anlægspuljen, og mange lokale projekter venter på at få del i pengene. - Pengene slår ikke til i forhold til de ønsker, vi har fået ind, konstaterer Eskild Sloth Andersen. Han oplyser, at de politiske grupper i byrådet skal have en intern snak om, hvordan man vil forholde sig til de mange anlægsønsker - ønsker der langt overstiger det beløb, der er til rådighed. Og partierne skal også i den forbindelse drøfte, hvor pengene bør bruges. - Og så skal vi have sagen på dagsordenen på vores næste udvalgsmøde. Dronninglund Rideklub har indgået et samarbejde med ejerne af Holtegaard om at få rideklubben etableret på lejebasis. De bygninger som rideklubben skal bruge, skal renoveres og ombygges, og det vil ejeren af Holtegaard stå for i samarbejde med frivillig arbejdskraft fra Dronninglund Rideklub. Klubben har modtaget tilskud fra LAG-midlerne på 188.000 kroner til dækning af udgifter til etablering af ridehusbund og barriere i en eksisterende hal, én udendørs dressurbane samt belysning og vand. Der er hovedsageligt regnet med udgifter til materialer, og størstedelen af indretningen laves med frivillig arbejdskraft. Klubben forventer, at driftsudgifterne kan holdes inden for det nuværende budget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.