Rideklub må flytte

Dronninglund Rideklub skal finde nye faciliteter inden et år

Det er snart slut med ri­de­stæv­ner ved si­den af Dron­ning­lund Slot. Ri­de­klub­ben er nem­lig op­sagt fra april næs­te år. Ar­kiv­fo­to Pe­ter Bro­en

Det er snart slut med ri­de­stæv­ner ved si­den af Dron­ning­lund Slot. Ri­de­klub­ben er nem­lig op­sagt fra april næs­te år. Ar­kiv­fo­to Pe­ter Bro­en

Fra 1. april næste år står Dronninglund Rideklub uden et sted at være. Rideklubben er nemlig blevet opsagt fra sit nuværende lejemål og skal altså i gang med at finde nye stalde, nyt jord og en ny ridehal for at kunne sikre klubbens fortsatte eksistens. - Vi er blevet sagt op fra 31. marts næste år, fordi ejerne selv skal bruge lokalerne, fortæller formand for rideklubben, Randi Elbo Jensen. Dronninglund Rideklub har holdt til i de idylliske omgivelser på Landbolystvej ved siden af Dronninglund Slot siden 1989. Men selvom omgivelserne har været gode, så har rideklubbens faciliteter længe trængt til en kærlig hånd, fortæller formand Randi Elbo Jensen. - Forholdene er ikke gode. Staldene er meget nedslidte, og den jord vi lejer er ikke den bedste. Det er faktisk kun ridehallen, der er i orden, for den blev lavet efter stormen for nogle år siden, siger hun. Derfor ser Rideklubben også opsigelsen af lejemålet som en kærkommen mulighed for endelig at få bedre forhold for klubbens medlemmer. - Dialogen med ejeren har ikke været særlig god, og vi har mange gange talt med ham om at renovere faciliteterne. Men det vil han ikke være med til. Det meste af det, der er lavet her, er faktisk noget, vi selv har gjort, siger Randi Elbo Jensen. - Men der er ingen sure miner. Det kan jo være, at det er en positiv ting, at vi skal flytte ud, så vi nu får meget bedre forhold, tilføjer hun. En rideklub er selvsagt meget pladskrævende, og derfor er det heller ikke bare lige at finde nye faciliteter. Motivationen er stor Alligevel frygter klubben ikke, at det kan blive enden for Dronninglund Rideklub. - Alle er indstillet på at arbejde hårdt for at finde noget nyt. Vi har masser af gå-på-mod, og jeg kan ikke forestille mig, at vi bliver nødt til at lukke, siger Randi Elbo Jensen. Dronninglund Rideklub har også allerede nedsat en arbejdsgruppe hvis eneste formål er at finde et nyt sted til rideklubben. - Vi har antennerne ude, og vi har også haft en løs snak med en, siger formanden, der dog ikke vil afsløre mere.