Rider NATO på den forkerte hest?

Ugens selvmordsbombeangreb på justitsministeriet viser bare, hvor håbløs situationen er

Blodige og iturevne blev ligene af de otte dræbte Taliban-krigere smidt i Justitsministeriets gård. De var blevet henrettet midt i deres terrorangreb mod tre regeringsbygninger torsdag i Afghanistans hovedstad Kabul. Rundt om ligene trængtes afghanske soldater for at se nøje på de myrdedes blodige ansigter. ”Det var det æsel dér, jeg fik ram på”, lød det med foragt fra en af soldaterne i første række. Taliban-kommandoen var nået uantastet ind i Kabuls hjerte, tungt bevæbnet og med bombebælter om livet. Lige før deres angreb havde de sendt SMS-beskeder til deres chef i Pakistan. De tog 20 afghanske vagter med sig i døden under angrebet og sårede 57. Justitsministeren gemte sig inde i et arkivrum med sine livvagter, hvor han barrikaderede døren af angst for selv at blive dræbt. Stor ydmygelse Det er ikke blot en ydmygelse af Karzai-regeringen, det er også et kraftigt signal om, at NATOs mission i Afghanistan udvikler sig til en stadig større fiasko. Præsident Obama har besluttet at krigen i Afghanistan skal vindes, og derfor overvejer han at fordoble de amerikanske styrker og indsætte dem i en hårdtslående modoffensiv mod Taliban-styrkerne. Talibans angreb i Kabuls hjerte fandt sted dagen før, USAs nye stærke mand ankom. Richard Holbrooke er Obamas særlige repræsentant, der er håndplukket til løse den afghanske knude. Han er manden bag Dayton-freden, der skabte fred i Bosnien i 1995, og han er en knytnæve af en hårdtslående og barsk diplomat i sværvægtsklassen. Holbrooke har fået Afghanistan og Pakistan som sit særlige ansvarsområde. Afghanistan kender han og har rejst der siden sin ungdom, hvor det foregik med rygsæk ude blandt stammefolket. I dag siger han, at Afghanistan er svært, men ”det er Pakistan, der er det egentlige store problem”. Frie stammeområder Det var antageligt fra de frie stammeområder mellem Afghanistan og Pakistan, at Taliban-kommandoen kom. Det er her både Taliban og terror-organisationen al-Qaeda har baser, som er fri for kontrol fra de to nabolande. Derfor er disse frie stammeområder NATOs virkelige hovedpine. Når den danske regering og vestlige politikere mener, at det er vigtigt at forsvare sig mod terrorismen ved at kæmpe i Afghanistan, så er det ikke langskæggede Talibankrigere i kofter, tungt bevæbnet og på bare fødder man frygter skal invadere Vesteuropa med terrorbomber. Derimod er det de unge muslimske helligkrigere, der er uddannet på træningslejre i Pakistan og hos al-Qaeda i de frie stammeområder, som er vores problem. Derfor bliver det en af de virkelige afgørende beslutninger for Richard Holbrooke - og dermed præsident Obama - hvordan man kommer terror-grupperne i stammeområderne til livs. USA har bombet der siden 2001, og har givetvis udryddet mange terrorgrupper og krigslystne stammeledere. Men det er fortsat her, de har deres hovedbaser, og det er her, at Osama bin Laden og al-Qaedas ledelse holder til. En dansk regeringsrapport om det danske militærs indsats i Afghanistan har lige gjort status. Det ser ikke for godt ud. Langt over halvdelen af Helmand-provinsen, hvor danske og britiske soldater er indsat, er på Talibans hænder. Der er ikke skabt stabilitet, der bliver ikke uddannet tilstrækkelig mange unge, og der er en voksende opiumsdyrkning. Modstanderen er blevet undervurderet, hedder det i rapporten, som slap ud fredag. Problemet er, at det, vi kalder krigen i Afghanistan, ikke er en virkelig krig. De vestlige soldater kæmper ikke mod en Taliban-hær. Talibankrigerne kæmper en partisankrig, og de har ingen kaserne, som kan bombes. De bor ude i bjergene og blandt civilbefolkningen. Derfor har NATO ingen reelle militære mål at nedkæmpe, og derfor rammer de så mange civile med deres luftangreb. Taliban vil generobre magten På grund af USAs angrebskrig i 2001, efter 11.september-angrebet mod World Trade tårnene, blev Taliban-regeringen styrtet og jaget på flugt. I de mellemliggende otte år er Taliban nu i gang med at erobrede den kontrol med landet, som de havde før 2001. Derfor er Taliban involveret i et dramatisk internt opgør med andre mujahedin-grupper og lokale krigsherrer, som de før 2001 havde nedkæmpet og frataget magten. Så Taliban angriber både Karzai-regeringen i Kabul og de andre regionale krigsherrer, samtidig med at de skal bekæmpe NATOs 37.000 soldater, som vil fravriste dem deres kampevne. Spørgsmålet er derfor, om det er stammefolkene i Afghanistan, vi skal bekæmpe, som vi gør nu, eller om det er Talibans baser og al-Qaedas baser i de frie stammeområder og i det nordvestlige Pakistan, vi i virkeligheden burde rette skytset mod. Det er her terrorismen udklækkes mod vestlige mål. Når udenlandske magter angriber i Afghanistan, får de det afghanske folk mod sig. Sådan var det i 1800-tallet, når Storbritannien forsøgte at erobre landet. Ligeledes i 1980erne, da Sovjetunionen besatte Afghanistan. Sådan ser afghanerne også på NATO-styrkerne i dag, uanset at vi ikke er en koloni-hær. Nuværende præsident Hamid Karzai bliver set som vores marionet. Hans regering kontrollerer meget lidt af landet, hedder det i en frisk efterretningsvurdering fra USA øverste efterretningschef, Dennis Blair. Han sætter fingeren på det ømme punkt: NATO støtter en upopulær regering, der ikke kan vinde opgøret om Afghanistans fremtid. Som en understregning af, at vi ikke griber tingene rigtigt an, slap det forleden ud, at der ikke kan redegøres for 87.000 amerikanske våben. De er forsvundet i Afghanistan efter at være blevet delt ud til regeringstropperne. Muligvis har de dårligt betalte afghanske regeringssoldater solgt dem videre til Taliban og al-Qaeda, hedder det i en rapport fra den amerikanske kongres. Det lyder, som om NATO rider på en forkert hest. Eller at vi er i et forkert land. Så meget desto mere er det imponerende, at danske politikere står fast på, at det er vor opgave at skabe demokrati i Afghanistan. De fastholder, at vore soldater er på det rette sted på det rette tidspunkt. Den konklusion er bemærkelsesværdig.