Heste

Ridestævne i Hadsund for alle

Weekenden bliver travl på Gl. Visborgvej 84 i Hadsund, når Rideklubben Hadsund tager imod ryttere fra nær og fjern til et udvidet klubstævne.

Rytterne kommer fra klubber i hele Himmerland og enkelte fra klubberne Uggerhalne og Jetsmark nordenfjords. Der er både små ponyer og store heste til start. Fra klubben starter nogle af de øvede elever, der går til undervisning på rideskolens heste, i de lettere klasser. Ellers er det mest ryttere med egne heste, der deltager. Der dystes både i dressur og spring. Begge dage starter det allerede klokken 8 morgen med dressur, da der er over 80 starter fordelt over begge dage. Spring starter først klokken 10.00 med cirka 60 starter over de to dage. Fra 10 til 62 år Aldersspredningen er stor ved stævnet. De yngste piger på de små ponyer er cirka 10 år, og i den anden ende af skalaen stiller klubbens formand Jens Kristian Eskildsen på 62 år til start. Han starter i dressur på hoppen Wibel af egen avl.