Ridesti i politisk spidsrod

Den omstridte ridesti gennem Napstjert Mose får en tur mere i byrådet

JERUP:Både kommunen, Vejdirektoratet og Naturklagenævnet har brugt betragtelige ressourcer på sagen gennem flere år. Uden at det har ført til en løsning. To medlemmer af kommunens tekniske udvalg, Jens Porsborg (K) og Per Nilsson (V), synes sagen skal stoppe nu. Et flertal i byrådet har tidligere truffet beslutning om at sikre alle adgang til at ride gennem mosen. Det er af vital betydning for især Jette Kaldahl, der har et stutteri på østsiden af mosen. Hun og hendes ryttere er nemlig i praksis afskåret fra den vendsysselske ridesti på vestsiden. Rent praktisk besluttede byrådet i 2010 at sikre færdselsrettigheder til hest ved at ændre en privat fællesvej gennem mosen til offentlig sti. En række naboer bryder sig imidlertid ikke om færdsel på hesteryg på deres vej. De klagede til Vejdirektoratet og fik medhold i, at byrådets beslutning var truffet på et for tyndbenet juridisk grundlag og dermed ulovlig. Men flertallet i teknisk udvalg ønsker stadig at gennemføre byrådets beslutning om fri adgang til ridning gennem mosen. - Der skal være plads for alle til at færdes i naturen, inklusive ryttere, siger udvalgsformand Brian Pedersen (SF). Per Nielsson og og Jens Porsborg begærede sagen i byrådet. De mener den gamle sag skal lukkes og de berørte underrettes om, at kommunens beslutning ikke er gældende. - Det mener jeg, vi er forpligtet til efter Vejdirektoratets afgørelse, siger Per Nilsson. - Hvis flertallet så stadig ønsker vejen åbnet for ridning, så må de starte helt forfra.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.