Ridser i lakken

Bilforhandler fik biler beskadiget for over 150.000 kroner

Tyverier 3. september 2004 06:00

NØRRESUNDBY: Fire helt nye og fem brugte biler blev onsdag formiddag fundet grundigt skamferet hos Aalborg Auto-Center på Amalienborgvej i Nørresundby. Ukendte gerningsmænd havde i løbet af natten til onsdag gået en tur rundt på det udendørs udstillingsområde og ridset ni biler hele vejen rundt med et skarpt og spidst instrument. Politiet kalder det grov hærværk, da det vil koste omkring 150.000 til 200.000 kroner at udbedre skaderne på bilerne. Hos Aalborg Auto-Center er de stadig en smule rystet over hærværket. - Som bilmand gør det helt ondt at se bilerne blive ridset på den måde. Og det tror jeg, at de fleste folk kan forholde sig til, hvis de så deres private vogn blive behandlet på den måde, siger Brian Rasmussen, salgschef hos Aalborg Auto-Center. Brian Rasmussen har svært ved at forstå, hvad formålet har været med at ridse bilerne. - En person, der bryder ind i en bil for at stjæle en radio eller en anden ting, han får i det mindste noget ud af det. Det her er bare hærværk for at splitte ting ad, og det svarer til at hive vingerne af en flue. Det er meningsløst, og jeg forstår det ikke. Hærværket giver også ekstra omkostninger for bilforhandleren, selvom forretningen er forsikret. For det første skal bilforhandleren selv dække en del af tabet på grund af selvrisikoen i forsikringen, og desuden vil værkstedet skulle bruge en del ekstra arbejdstimer på at udbedre skaderne. Tid der kunne have være brugt bedre på andre opgaver. Hos Aalborg Auto-Center står bilerne placeret hele vejen rundt om udstillingslokalerne, og kun en kraftig kæde hele forhindrer tyve i at kunne køre væk med bilerne om natten. - Det kan jo ikke være rigtig, at man skal bygge hegn og sætte pigtråd op hele vejen rundt om bilerne, så folk ikke render rundt og laver hærværk om natten. Det skal være et udstillingsområde og ikke et fort, siger Brian Rasmussen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...