Rift om Himmerlandsparken

32 nye boliger er udlejet, længe før håndværkerne er færdige

AARS:Skønt kun de første otte af Aars Boligforenings 32 boliger i Himmerlandsparken er færdige, er alt udlejet. Det gælder også de 16 lejligheder, som først er klar til at tage imod beboere 18. februar næste år. Men allerede på lørdag bliver der lejlighed til at danne sig et indtryk af den ny bebyggelse, idet Boligforeningen holder åbent hus i et par af de ny lejligheder, der blandt andet byder på en formidabel udsigt over Aars by og det vesthimmerlandske landskab. - Det er gået over al forventning med at udleje de ny boliger på Gislumvej, konstaterer forretningsfører Jens Sveistrup Damgaard, Aars Boligforening. Af de 32 boligers ny lejere kommer kun to fra andre af Aars Boligforenings lejligheder. Lejerne er generelt folk ude fra, som af jobmæssige eller andre grunde ønsker at bosætte sig i Aars, eller parcelhusejere, som har solgt deres villa, oplyser Jens Sveistrup Damgaard. Også Aars Boligforenings formand, Niels Krogh Madsen, er overrasket over, at der er så stor rift om Himmerlandsparkens ny boliger: - Vi satser benhårdt på, at der skal være kvalitet i byggeriet. I den forbindelse gør vi meget ud af Himmerlandsparkens grønne områder. Ja, når vi byggeri fire etager, skyldes det ikke mindst ønsket om at få plads til friarealer med legeplads, grønne områder og vandløb i bebyggelsen, understreger Niels Krogh Madsen. Men det er ikke kun de første 32 boliger i Himmerlandsparken, som påkalder sig interesse. Boligforeningen har allerede en venteliste på 60-70 vordende lejere, som er interesseret i at leje sig ind i de kommende etaper af Himmerlandsparken. Der er plads til yderligere 100 boliger på den 2,2 hektar store grund, hvor slagteriet i Aars tidligere lå. Den store efterspørgsel på lejligheder i Aars skyldes efter Boligforeningens opfattelse, at Aars er en ung by med store parcelhuskvarterer og mange ny arbejdspladser. - Mange nuværende parcelhusejere har nået pensionsalderen og ønsker måske at bo mere centralt i byen. Måske har de et sommerhus, som de vælger at beholde. Aars har som ung by ikke været inde i den udvikling før. Og indtil den pukkel er overstået, vil der stadig være behov for flere moderne lejligheder, vurderer Jens Sveistrup Damgaard. Han understreger at boligforeningen ser det som sit ansvar at være med til at dække behovet. - Alternativet er, at folk med job i eller i nærheden af Aars ikke bosætter sig i Aars, men søger andre steder hen, påpeger han. At det er gået stærkt for Aars Boligforening viser den kendsgerning, at foreningen før opførelsen af Bymidten i 1989 kun havde et par hundrede lejemål. I dag er antallet oppe på 550.