Drikkevarer

Rift om kaffespecialteterne

Kaffeforretningen i Jernbanegade har en snert af god tid og gamle dage

FREDERIKSHAVN:Duften når nærmest helt ud til fortorvet - og ligeså gør køen af kunder af og til. For der er rift om specialiteterne hos Nygaards Kaffe. Den lille butik, der i generationer var drevet af en Nygaard, men i dag har fået tilføjelsen "ved Poul Erik Ledet", er en eftertragtet butik. Et besøg i den gamle købmandsforretning vidner om, at pladsen måske godt kunne være større. Men nej, der er ingen planer om hverken udvidelse eller flytning. - Jeg har været i kommislære hos den gamle Nygaard, og der er en del ting her i butikken, der er ligesom dengang - og det bliver de ved med. Og jeg kan sagtens have det, jeg skal have, siger Poul Erik Ledet. Og det han skal have udvider sig hele tiden. Senest har han indkøbt en espresso-maskine, der gør, at han nu kan tilbyde friskbrygget kaffe - enten i bæger til at tage med eller til at stå at nyde i forretningen, mens man kan se på kaffekopper, tasker lavet af gamle kaffesække, te og kaffe i alle afskygninger, maskiner til at riste, male og brygge kaffebønnerne eller chokolade, hvor indholdet af cacao er langt højere end tilfældet er i mange andre chokolade-produkter. Her er tiden ligesom skruet tilbage til det, der var engang. Men Poul Erik Ledet har fulgt med udvikingen. For da han overtog forretningen, vidste han ikke meget mere om kaffe end mange andre, men ret hurtigt fattede han stor interesse for kaffen - og kan i dag berette om såvel historierne om de mange former for bønner som smagen af den friske kaffe. - Jeg drikker hver morgen og aften en kande kaffe - og det kan jeg ikke undvære. Mens mange ikke kan sove, hvis de har drukket kaffe om aftenen, så kan jeg ikke sove, hvis jeg ikke har fået kaffe, fortæller han. Godt nok har han ikke meget tid til at nyde kaffen i arbejdstiden, men til gengæld giver han sig tid til kunderne. - Mine kunder er trofaste, og det betyder egentlig mere for mig end at have mange kunder. Selvfølgelig vil jeg da gerne sælge meget, men der er ingen grund til, at jeg for eksempel sælger to pund kaffe til én, der alligevel ikke når at drikke den, før den er for gammel. Så hellere vejlede og spørge til kundens behov og sælge derefter - sådan at kunden får en god oplevelse ved produktet og kommer igen, siger Poul Erik Ledet. Han undrer sig ikke over, at interessen for kaffe er stadig stigende i en tid, hvor alle har travlt, og tingene gerne skal gå hurtigt. For han ser det som et tegn på, at der er mange, der søger kvalitet og nydelse i netop den fortravlede hverdag. - Mine kunder har ligesom alle andre travlt, men finder alligevel tid til at komme her og finde lidt ro og fred og mulighed for at forkæle sig selv, siger Poul Erik Ledet. Og det tror han personligt er en god ting - ikke nødvendigvis fordi det gavner hans omsætning, men fordi han mener, at det er nødvendigt at give sig tid til nydelser. - Det at nyde en god kop kaffe, som man selv har udvalgt og måske malet og dertil et stykke chokolade, det kan gøre, at man tænker, at der er en mening med livet, lyder det fra kaffemanden i Jernbanegade.