Rift om Mors-Thy profiler

Mors-Thy Håndbold har imponeret alle i den igangværende sæson i mændenes bedste håndboldrække. Det kan ses på interessen for klubbens spillere.

Allan Damgaard skifter efter denne sæson til Viborg. Foto: Diana Holm

Allan Damgaard skifter efter denne sæson til Viborg. Foto: Diana Holm

I en sæson, der har budt på en konkurs og dystre økonomiske fremtidsudsigter, er spillerne fra Mors-Thy Håndbold en tiltrængt solstrålehistorie for dansk herrehåndbold. Med et begrænset budget og en trup uden dyrt betalte udenlandske stjerner er det lykkedes for træner Per Hvass og hans Mors-Thy-mandskab at besejre blandt andre GOG og Skjern på hjemmebane, hvor det også er blevet til uafgjort mod FCK Håndbold. Og den helt store skalp blev hentet for godt tre uger siden, da klubben som de hidtil eneste i denne sæson besejrede ligaens førerhold, Bjerringbro-Silkeborg. Men succesen risikerer at blive kortvarig, for den økonomiske krise betyder, at billige danske talenter pludselig er i høj kurs. Derfor truer en spillerflugt i sommerpausen. - De store klubber har ikke råd til at holde på de dyre spillere længere. Derfor ser de sig om efter andre spillere, og så kigger de selvfølgelig blandt andet mod os, fordi flere af vores spillere har gjort sig bemærket. Men selv om det er ærgerligt, så er vi også stolte af at være en udviklingsklub, siger træner Per Hvass, der senest har måttet acceptere, at playmakeren Allan Damgaard skifter til rivalerne fra Viborg inden den nye sæson. /ritzau/