Løgstør

Rift om ny stilling i Løgstør

56 har lagt billet ind på at brande Limfjordsbyen

LØGSTØR:Der er rift om en nyoprettet stilling som koordinator i Løgstør. Ikke færre end 56 har lagt billet ind på jobbet, der i bund og grund går ud på at markedsføre byen og egnen meget bedre end tilfældet er i dag. - Jeg havde ikke lige forestillet mig, at ansøgerfeltet ville være så stort. Det er jo luksus at have så mange at vælge imellem. Det går igen i ansøgningerne, at årsagen til den store interesse er at jobbet er så alsidigt, siger turistchef Jens Borre. Og det bliver da også et mangeartet job den nye koordinator får. Vedkommende skal således være tovholder for de fire parter, der står bag den nye stilling, nemlig turistforeningen, handelsstandsforeningen, erhvervsrådet og kommunen. Den nye koordinator får sæde på erhvervs- og turistkontoret i Løgstør og bliver omdrejningspunkt når det gælder markedsføring og aktiviteter i området. Vedkommende, der får omkring 330.000 kr. i løn, kommer til at stå for alt lige fra formulering af brandingstrategi over kommunikation til den praktiske gennemførelse. Blandt de 56 ansøgere til den nye stilling er langt hovedparten fra Nordjylland, men der er også en del ansøgere fra andre dele af Jylland - samt fire fra udlandet.