Rift om seniorboliger ved siden af Vrå Højskole

Otte er allerede solgt eller reserveret

VRÅ:Der er stor interesse for de nye seniorboliger ved Vrå Højskole. Det fortæller administrerende direktør Ole Kronholm fra Jyske Feriebolig A/S, der står bag initiativet. Boligprojektet blev præsenteret på den store seniormesse 50+ i Aalborg Kongres og Kulturcenter, og det var her, otte personer slog til. - Der er langt flere, der har fået materiale om boligerne, fortæller Ole Kronholm. Han siger, at det er naboskabet til Vrå Højskole, der tiltrækker mange. Vrå Højskole forventer sig meget af samarbejdet med Jyske Seniorbolig A/S omkring 40 seniorboliger, der skal opføres i tilknytning til højskolen. Det siger højskoleforstander Eigil Nielsen. - Vi glæder os til, at vi næste år kan byde velkommen til vore nye naboer. Vrå Højskole er et sted, der har sit virke i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. I vores undervisning lægger vi særlig vægt på de kreative fagområder. Skolen er også et åbent mødested for publikum og foreninger. Vi arrangerer koncerter, foredrag, kurser, kunstudstillinger og biografforestillinger. - På den måde prøver vi at være et aktuelt kulturhus for alle, siger Eigil Nielsen, der inviterer kommende beboere til at tage aktiv del i fællesskabet på højskolen. Ole Kronholm siger, at naboskabet til Vrå Højskole byder på en lang række fordele for beboerne i de kommende seniorboliger på Højskolebakken. - Der er tilbud, man kan benytte sig af som beboer på Højskolebakken. Mod et mindre årligt kontingent er der på skolen en del gratis muligheder samt gode rabatmuligheder på kurser, foredrag og andre aktiviteter, der holdes på skolen. - På højskolen foregår der utroligt mange ting, som man har mulighed for at deltage i. Der er ligeledes mulighed for at leje værelser på højskolen til familie og venner, der kommer på besøg. - Og Vrå Biffen har også til huse på Vrå Højskole, og medlemmer af andelsboligforeningen får rabat. - Foruden at man kan købe et måltid mad på højskolen, bliver der mulighed for at benytte skolens bibliotek. Der er fri afbenyttelse af en række faciliteter efter aftale. Det fælder højskolens netcafe, keramisk værksted, smykkeværksted, malerværksted, smedie, musiklokale og fotolokaler, ligesom der er adgang til Kunstbygningen. Jyske Seniorbolig A/S har planer om at opføre 40 seniorboliger. Det er planen, at spaden skal stikkes i jorden efter sommerferien, og boligerne skal stå klar til sommeren 2004. Der skal etableres en andelsboligforening, Højskolebakken. Højskolebakken bliver også navnet på seniorboligerne. Søndag er der åbent hus eller åben grund. Her man interesserede se projektet og besøge Vrå Højskole, hvortil dørene åbnes.