EMNER

Rift om SOSU-uddannelse

Der er 77 ansøgere til det hold, der starter på skolen i Thisted 1. maj, men kun 25 pladser.

Langtfra alle, der ønsker at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, kan få lov til det. Alene til det hold, der starter på Social- og Sundhedsskolen i Thisted 1. maj, er der 77 ansøgere, der kappes om 25 pladser. - Ansøgertallet har været jævnt stigende siden sommeren sidste år. Det er et udtryk for finanskrisen, fastslår Gitte Jensen, vicedirektør på Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg. Afdelingen i Skive har netop modtaget 130 ansøgninger til de godt 65 pladser, der er på holdet fra 1. maj. - Til januar- og martsholdene i Thisted fik vi også betragteligt flere ansøgere end året før. Der er ret mange mennesker, der står lige nu og gerne vil i gang med en uddannelse. Så det ville jo være dejligt at kunne optage nogle flere af de 77 ansøgere, end vi kan, siger Gitte Jensen. Afdelingen i Thisted er i år dimensioneret til at uddanne 100 social- og sundhedshjælpere. Tallet er steget gennem de seneste tre år, men slet ikke i takt med søgningen.