Rift om vinterrejser til Norge

Flere og flere vil på skiferie mere end blot én gang i løbet af sæsonen

Der bliver rift om vinterrejserne til Norge i den kommende skisæson. Det er udmeldingen fra Color Line, efter at man har sendt det nye vinterkatalog 2005/06 på gaden. Rederiet baserer forudsigelsen på den store interesse, som de skiglade danskere allerede nu har vist for kataloget. Samtidig kan det også mærkes direkte på det stigende salg af vinterrejser til de forskellige skisports-destinationer rundt om i Norge. Mange af skikunderne er gengangere gennem årenes løb, og de er hurtigt ude med deres bestillinger for netop at være sikre på, at der er plads på deres favorit-sted, når de skal ud og nyde vinterlivets glæder. Color Lines 100 sider store vinterkatalog er spækket med forslag og tilbud henvendt til alle ski-niveauer og for enhver pengepung. Salgs- og marketingchef Vita Wolder Mathiasen, Color Line, oplyser, at årets nyhed er byen Voss, der ligger på Vestlandet ca. 100 km fra Bergen. - Vi startede i foråret 2005 en ny rute fra Hirtshals til Stavanger/Bergen og udnytter det nu til at tilbyde danskerne vinterferie i Voss. - Voss byder på alpint skiløb i World Cup klasse og to skicentre, og det var i øvrigt her, at den svenske skistjerne Ingemar Stenmark i 1974 fik sin første sejr, siger Vita Wolder Mathiasen. Voss har 40 km alpin-pister og 20 km løjper for langrendsløberne. Ifølge salgs- og marketingchefen nøjes mange danskere ikke længere med en enkelt vinterferie. - De vil gerne på ski flere gange i løbet af sæsonen, og derfor er trenden, at de supplerer med en weekendtur eller blot én enkelt dag på ski. Med natafgange til Kristiansand og Larvik kan Color Line nu tilbyde fire forskellige én-dags skiture - bl.a. en fredagstur til Kongsberg, der byder på 10 km alpin-pister i alle sværhedsgrader og hele 140 km langrends-løjper. Kongsberg ligger ca. 95 km fra Larvik og 270 km fra Kristiansand.