Rigeligt med tilbud til indvandrere

Formanden for Venstres Integrationsråd i København, Kersi Porbunderwalla, foreslår, at der oprettes specielle arbejdsformidlinger til indvandrere, fordi de nuværende er for dårlige til at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Indvandrere, der kommer til Danmark, har ofte gode kundskaber og kvalifikationer påstår Porbunderwalla, men det er deres sagsbehandlere, som er for dårlige til at oversætte dem til danske forhold. Men mon ikke forholdene nærmere er således at de uddannelser som indvandrerne kommer med, er dårligere end de som vi har herhjemme og at man derfor ikke kan overføre dem til danske forhold, fordi vi herhjemme har nogle standarder indenfor uddannelserne som skal overholdes. Selvfølgelig skal vi ikke lave specielle arbejdsformidlinger til indvandrere. I forvejen har vi så rigeligt med specielle tilbud til indvandrere, at det er på tide, at vi tager skeen i den anden hånd og stiller krav til indvandrerne og fortæller dem, at sådan er reglerne og hvis de ikke kan acceptere vores regler og normer, så står det dem frit for at rejse igen. Det er ikke længe siden, at 101 indvandrere blev tilbudt et job i rengøringsbranchen efter et kursus. Kun 12 fik arbejde, resten meldte fra af forskellige årsager, så incitamentet til at tage et job er ikke stort, når man kan forliges med offentlig forsørgelse, frem for at arbejde. Det kunne jo så tyde på, at forskellen mellem lønnen og overførselsindkomsten er for lille, så det ikke kan betale sig at arbejde.