Rigmand byder meget højt på Bovins værker

Frederikshavn Kunstmuseum måtte betale dyrt for at få fat i et Bovinmaleri på auktion

Velgørenhed 19. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Et sted i Danmark sidder en mand for hvem penge ikke er et problem, og som de to seneste år har kastet sin kærlighed på maleren fra Frederikshavn, Karl Bovins, værker. Det har lederen af Frederikshavn Kunstmuseum Klaus Rödel gentagne gange erfaret. Klaus Rödel ved ikke, hvem manden er, men rigmanden har sørget for, at priserne på Karl Bovins billeder nærmest har taget en himmelflugt. De bliver solgt tre-fire gange højere end vurderingen. - Da jeg 27. februar var på kunstauktion i København for at købe et maleri af Karl Bovin, var der en anden, der bød med via en telefon. Vi måtte betale 25.000 kroner for at få fat i billede, der var vurderet til 8000 kroner, forklarer Klaus Rödel. Han havde kun fået 10.000 kroner til at købe maleriet for. Pengene var doneret af Ny Carlsbergfondet og kravet var, at pengene kun måtte bruges på netop det billede, og hvis ikke Frederikshavn Kunstmuseum fik fat i billedet, bortfaldt donationen. Klaus Rödel havde dog forinden en klar anelse om at buddene ville komme langt højere op end 8000 kroner, og han henvendte sig til Nordjyske Banks kunstmæcen direktør Jens Ole Jensen, og fik ham til at donere 10.000 kroner til Bovinmaleriet, og kunstmuseets direktør fik maleriet med hjem fra kunstauktionen Den private samler opdagede Karl Bovin i forbindelse med en udstilling på Moesgaard museum i efteråret 2001. Her viste man en stor udstilling om arkæologiske udgravningsarbejder i Bahrain, som Bovin havde foreviget blandt andet i malerier. Privatsamleren blev meget begejstret blandt andet for Bovins Bahrainbilleder, og det betød at priserne røg i vejret. Et Bahrain-billede, som var vurderet til 13.000 kroner, kostede således Frederikshavn Kunstmuseum 35.000 kroner. Før den hemmelige samler kom ind i billedet, gik Bovins malerier til helt andre priser. 5-6000 kroner kostede malerierne for ti år siden. Det nye maleri hedder Havbillede. Det er udateret, men Klaus Rödel gætter på, at det er malet i slutningen af tresserne. Det er under alle omstændigheder et af Bovins senere malerier. - Maleriet er særpræget, fordi det er et meget lyst billede, forklarer Klaus Rödel. Havbillede skal præsenteres for offentligheden 12. april. Da har kunstmuseet fernisering på en stor udstilling med Karl Bovins malerier og Sven Bovins buster. Udstillingen skal samtidig vise en generation yngre af malerinder. Pia Birkholm, Lene Palm og Lene Frederiksen har også sagt ja til at deltage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...