Retspleje

Rigsadvokat frikender betjente

Tre betjente, som nægtede at komme flere skræmte Hirtshals-borgere til undsætning, er nu blevet endeligt frikendt af Rigsadvokaten.

Dermed har Mette Præstegaard fra Hirtshals nu både statsadvokatens og Rigsadvokatens ord for, at der ikke var noget at kritisere betjentene for, da de valgte at blive inde på stationen i stedet for at komme hende og andre borgere til undsætning på gaden i Hirtshals, hvor en beruset og truende mand gik amok sidste sommer. - Jeg føler mig helt til grin. Rigsadvokaten tager overhovedet ikke stilling til de centrale punkter i sagen. Han har ikke ønsket at finde ud af noget som helst, siger Mette Præstegaard. Rigsadvokaten fremhæver i sin afgørelse, at vagthavende var alene på stationen og derfor valgte at blive indenfor. Men i de afgørende minutter var der tre betjente til stede på stationen, hvilket de også selv har forklaret. To af dem var i gang med at snakke med en 13-årig tysk pige, der var blevet sendt hjem fra en ferie i Norge. Det valgte de at fortsætte med, selv om flere borgere kom ind på stationen og bad om hjælp, og dét er Mette Præstegaard stærkt utilfreds med. - Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor den opgave ikke kunne vente. Hvorfor kunne ikke bare én af de tre betjente komme ud på gaden og hjælpe os, spørger hun. Det er vicestatsadvokat Hans Fogtdal, der har skrevet under på afgørelsen. Han oplyser, at han har svært ved at huske den konkrete sag, da Rigsadvokaten ”træffer mange afgørelser”, og derfor kan han ikke sige, hvorfor man ikke tager stilling til det centrale i Mette Præstegaards anke til Rigsadvokaten, nemlig at der var tre betjente til stede, og at de trods gentagne personlige henvendelser fra flere borgere valgte at blive på stationen. - Afgørelsen er jo truffet. Men hvis der er nogle helt særlige omstændigheder, der gør sig gældende, kan man jo tage sagen op igen, siger Hans Fogtdal. Han opfordrer Mette Præstegaard til at skrive et brev til Rigsadvokaten, og det har hun tænkt sig at gøre. - Det kan godt være, at Rigsadvokaten ikke synes, at sagen er særlig alvorlig, men det er den altså for mig og for de andre borgere. Den her sag viser, at politiklagesystemet ikke fungerer, siger Mette Præstegaard.

Forsiden