Rigsadvokat: Hård straf til t-shirtsælgere

KØBENHAVN:Er palæstinensiske PFLP og colombianske FARC terrororganisationer, eller er de frihedskæmpere? Det spørgsmål skal dommerne i Højesteret afgøre de kommende dage. Og dermed afgøre, om seks t-shirtsælgere fra tøjfirmaet Fighters+Lovers skal dømmes for medvirken til terror, fordi de har solgt t-shirts med FARC og PFLP-logoer, hvoraf overskuddet var tiltænkt de to organisationer. Står det til rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, skal alle seks have ubetingede fængselsstraffe. Og de skal være strengere end den straf, som landsretten idømte dem. Her fik to mænd seks måneders fængsel, mens fire andre fik betingede straffe. Rigsadvokaten argumenterede i Højesteret for, at PFLP (Popular Front for Liberation of Palestine) og FARC (Fuerzas Armadas Revulocionarias de Colombia) udøver terror, når de dræber civile. Han pointerede desuden, at begge organisationer er opført på EU's terrorliste. I dag fortsætter retssagen i Højesteret, og dommen ventes i næste uge. /ritzau/