Pædofili

Rigsadvokaten vil have pædofili-sag for Højesteret

En pædofili-dom fra Aalborg får nu Rigsadvokaten til at søge Procesbevillingsnævnet om at få prøvet sagen i Højesteret.

Ved Vestre Landsret blev byrettens dom stadfæstet på et års fængsel til en i dag 52-årig mand for at have misbrugt et 12-årigt barn til samleje og gensidig oralsex, besiddelse af børneporno samt for befamling af to drenge på 10 og 11 år. Ifølge mandens forsvarer, Ole Nepper-Christensen, vil Rigsadvokaten gå efter en hårdere straf med henvisning til Tønder-sagen. Ole Nepper-Christensen siger til Døgnrapporten, at overgrebene er sket uden brug af fysisk vold og betegner manden som værende "ikke farlig". Hos Rigsadvokaten bekræfter Hanne Schmidt, at man vil bringe to domme for Procesbevillingsnævnet med henblik på at få prøvet straffen i Højesteret men har ikke ønsket at bekræfte, om pædofili-sagen fra Aalborg er blandt dem.