Rigsadvokaten vil ikke udlevere kurder til Tyrkiet

58-årig mand bliver nu løsladt efter at have siddet fængslet siden midt i juli.

Kriminalitet 1. august 2018 08:54 - Opdateret 1. august 2018 09:21

Rigsadvokaten afviser at udlevere en 58-årig kurdisk mand til Tyrkiet, der anklager ham for at være et højtstående medlem af det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Manden har siddet fængslet i Danmark siden 14. juli på baggrund af en international efterlysning fra Tyrkiet, men nu vil han blive løsladt, lyder det fra Rigsadvokaten.

- Alle betingelserne i den danske udleveringslov skal være opfyldt, for at vi kan udlevere en person til strafforfølgning i udlandet, siger anklager Sune Løvtrup fra Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

- Efter en nøje gennemgang af sagen har vi vurderet, at det ikke er tilfældet her, og derfor er han nu blevet løsladt, lyder det.

I pressemeddelelsen kommer Rigsadvokaten ikke specifikt ind på, hvilke konkrete grunde der er til at afvise udlevering. Men der henvises til en tidligere sag.

I den havde Rigsadvokaten bestemt, at en mand, Musa Dogan, skulle udleveres til Tyrkiet for at afsone en livstidsdom. Den havde han fået for at være medlem af en venstreorienteret organisation, som ifølge den tyrkiske domstol var en terrororganisation.

Dengang mente Rigsadvokaten, at der ikke var noget i vejen for at udlevere manden. Faktisk var man så fast i sin beslutning, at man ikke ville tage det for gode varer, da Retten i Nykøbing Falster siden hen bestemte, at der ikke kunne ske udlevering.

Det ankede Rigsadvokaten til Østre Landsret, men resultatet var det samme. Landsretten mente ligesom byretten, at der i Tyrkiet er en risiko for at blive udsat for tortur i fængslet.

Navnlig når der er tale om kurdere, som er dømt for tilknytning til terrorgrupper.

Og det er netop det, der er på spil i den aktuelle sag også.

PKK regnes af Tyrkiet som en terrororganisation og er forbudt i landet. Også i en række andre lande anses PKK som en bevægelse, der udøver terror.

Herhjemme har PKK da også været central i flere sager om indsamling af midler til terrorbevægelser.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...