Coronavirus

Politiet forsøgte at presse minkavlere til aflivning

Statsministeren er tilfreds med, at Rigspolitiet har beklaget at presse minkavlere uden lovhjemmel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler sig til pressen efter sin åbningstale til Horesta-konference i Bella Center torsdag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler sig til pressen efter sin åbningstale til Horesta-konference i Bella Center torsdag.

DANMARK:Rigspolitiet ringede til minkavlere med beskeden om, at alle mink skulle aflives, og at "beslutningen var truffet". Det skete, selv om der ikke var grundlag i loven for at aflive de mange millioner mink.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er glad for, at politiet har erkendt sin fejl.

- Mig bekendt har Rigspolitiet beklaget det, og det synes jeg selvfølgelig, er det rigtige at gøre, siger hun.

Beskeden fra Rigspolitiet kan have fået minkavlerne til at tro, at de var forpligtet til at aflive deres mink - også selv om farmen lå uden for smittezonerne.

På spørgsmålet om, hvorvidt det skal have konsekvenser, gentager statsministeren sit svar.

Oplysningerne stammer fra den redegørelse, som blev fremlagt onsdag i forbindelse med minksagen, som betød, at fødevareminister Mogens Jensen (S) endte med at trække sig.

Mette Frederiksen og Mogens Jensen sagde 4. november på et pressemøde, at alle mink - syge og raske - skulle aflives. Siden har det vist sig, at der ikke var grundlag i loven for at kræve det.

Efter pressemødet satte Rigspolitiet gang i at ringe til minkavlerne.

Hvis politiet ikke fik lov til at komme ind og tælle aflivede mink, skulle den politiansatte sige "beslutningen er truffet", og at myndighederne ville tømme besætningen alligevel.

Rigspolitiet har overfor flere medier afvist at stille op til interview om sagen. Allerede 5. november blev Rigspolitiet kontaktet af Justitsministeriet og fik at vide, at lovgrundlaget var uafklaret.

På spørgsmålet om, hvorfor Mette Frederiksen ikke straks stoppede ordren om at aflive alle mink, da hun blev klar over, at der ikke var hjemmel i loven, svarer hun, at "det handler om danskernes sundhed".

Først i denne uge blev der politisk enighed om en aftale for at aflive alle mink, men loven er endnu ikke vedtaget, og ordren er dermed efter alt at dømme fortsat ulovlig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.