Overenskomster

Rigsrevisionen gransker Ny Løn

stor ståhej for ingenting.

Rigsrevisionen vil undersøge, om Ny Løn er umagen værd, skriver HK/Statsmagasinet. Undersøgelsen er sat i gang på Rigsrevisionens eget initiativ, og beretningen om Ny Løn ventes at lande på politikernes bord i begyndelsen af 2005. Og den timing er næppe tilfældig. I løbet af 2005 skal der indgås ny overenskomst for de offentligt ansatte, hvor netop Ny Løn er et af de eksplosive temaer. Blandt andre sygeplejerskerne vil helt af med de lokalt aftalte, individuelle lønpuljer, og også Forbundet af Offentligt ansatte er skeptisk over for modellen. Rigsrevisionens undersøgelse skal foregå i 21 udvalgte departementer, styrelser og institutioner, som skal svare på spørgsmål om resultaterne af ny løn over en femårig periode. Derved skal det blandt andet klarlægges, hvor stor en indsats det har krævet overhovedet at indføre Ny Løn, ligesom det skal frem, om det så har ført til bedre resultater. Rigsrevisionens beretning kan blive en bombe under Ny Løn-systemet, vurderer professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. - Hvis det viser sig, at Finansministeriets målsætning om at opnå større effektivitet og produktivitet ved hjælp af de personlige tillæg ikke er indfriet, vil politikere og andre kunne sige, at alt arbejdet med at indføre Ny Løn blot har været stor ståhej for ingenting, siger Flemming Ibsen til Magasinet. /ritzau/