Rigsrevisor: Regionerne har styr på sygehusene

Sygehusene gav overskud i 2010 og 2011 efter underskud i 2009, konkluderer rigsrevisor Lone Strøm.

Rigsrevisor: Regionerne har styr på sygehusene

De fem regioner har fået bedre styr på sygehusenes økonomi. Der har været overskud på driften de seneste to år efter et stort minus i 2009.

Det påpeger rigsrevisor Lone Strøm, som derfor lukker sagen i sit notat til de folkevalgte statsrevisorer.

Regionerne har vendt et samlet minus på 634 millioner kroner i 2009 til plusser på henholdsvis 351 millioner kroner i 2010 og 1,1 milliarder kroner i 2011. Regionerne venter også overskud for 2012 eller balance mellem budget og regnskab.

Samtidig har Finansministeriet aftalt bedre styring af budgetterne med regionerne sammen med Sundhedsministeriet. Fra 2014 lægger budgetloven bindende lofter over regionernes udgifter for fire år, så regionerne straffes med sanktioner, hvis de overskrider budgetterne.

Der er kommet mere kontrol over sygehusenes udgifter, fordi regionernes økonomiaftale i 2011 med regeringen skærpede styringen. Heri aftalte parterne, at den statslige aktivitetspulje for sygehusene skal prioriteres i lyset af patienternes ventetider.

Moderniseringsstyrelsen har bedt konsulenter analysere, hvordan sygehusene styrer økonomien. Desuden ser de to ministerier og fem regioner på sygehusenes kapacitet for hjerteområdet, urologi, psykiatri og det medicinske område, påpeger rigsrevisor.

Regeringen har bedt et udvalg vurdere, hvordan økonomien styres i sundhedsvæsnet. Udvalget skal ifølge Sundhedsministeriet forbedre økonomistyringen.

Før ændrede sygehusene deres budgetter flere gange om året. Nu har Sundhedsministeriet fremskyndet kravet om, hvad sygehusene skal levere af behandling. Samtidig har ministeriet fremrykket DRG-taksterne, som afgør, hvordan sygehusene afregnes.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.