Ungdomsuddannelser

Rigt samfund i krise

Under den feberagtige højkonjunktur i 00'er af det 21. århundrede udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen, at alle økonomiske grundbøger skulle skrives om.

Aldrig havde en så gigantisk værdistigning fundet sted, som det skete i hans regerings embedsperiode, og "virkeligheden" var blevet et eventyr, som ingen forstandig person endnu havde formået at begribe. Sjældent har en statsminister storskrydet så meget, som A.F.R. gjorde, og sjældent har en statsminister fået en så stor lussing af virkeligheden, men da var han jo heller ikke statsminister længere! Man kunne naturligvis også lidt venligere spørge, hvorfor vi alle (!) næsten altid tager fejl? Det hænger vel sammen med en ret grundlæggende skavank, nemlig at vi altid ser på nutiden og fremtiden med fortidens blik og har meget svært ved at se, hvad der egentlig sker i nutiden - for slet ikke at tale om fremtiden! Min helt udi økonomisk teori og historie, John Kenneth Galbraith, har i bogen "Det rige samfund" (2.udg., 1969) stillet det spørgsmål, hvorfor de fleste økonomer næsten altid tager fejl af den foreliggende virkelighed? De gør det, fordi de opfatter virkeligheden ud fra en konventionel visdom, som de ikke stiller spørgsmålstegn ved, men kun er tilbøjelige til at bekræfte. Fejltagelse består altså i, at man bekræfter sine forestillinger om virkeligheden, men desværre ikke opfatter, hvad der er virkeligheden. Der er ganske sikkert også andre end økonomer, der begår denne fejltagelse. Liberalismen har længe været konventionel visdom; den doceres og prædikes mange steder, og mange holder af at høre de gode ord om det frie initiativ og det frie marked. Lige fra tænketanken Cepos til en foredragsforening i Aulum eller på Jordsand, Danmarks sydligste ø befolket af vilde fugle, udgydes liberalismens evangelium fra prædikestolen, og alle folder hænderne og siger amen i Mammons navn. Faktum er, at den velfærdsstat, der overalt i de vestlige lande blev resultatet i efterkrigstiden, er en særegen syntese af en statsdirigeret markedsøkonomi eller en socialistisk modificeret liberalisme. Ingen sætter i virkelighedens verden spørgsmålstegn ved denne særegne syntese, selv om man i den retoriske polemik eller i den økonomiske teori går ind for et andet synspunkt. Store liberale økonomer som F.A. von Hayek og Milton Friedman (nobelpristager) har nok skabt skoler, men ikke haft nogen bred indflydelse på praktisk politik. Friedman undtaget, da han var idémanden bag Margaret Thatchers demolering af Englands sociale strukturer i 1980'erne. Galbraith fremhæver, at selv under præsident Eisenhowers konservative styre i 50'erne - den såkaldte milliardærregering - blev der ført keynsiansk politik: statsstøttet erhvervspolitik, offentlige investeringer og fremtidsorienteret uddannelsespolitik. Galbraiths egen situation er den, at den økonomiske teori, som velfærdsstaten er bygget på, den engelske økonom Keynes, nu er blevet konventionel visdom og udfordrer den originale tænker til at studere virkeligheden med helt nye øjne. Alle tiders største frygt har altid været fattigdommen, sultegrænsen, det elendige eksistensminimum. Ind til det 20. århundrede har det altid været den skæbne, der var tiltænkt størstedelen af menneskene, mens de udvalgte få kunne høste frugten af deres indsats og leve i det gyldne eldorado. Permanent velstandsstigning for mange kombineret med en politisk lovgivning, der sikrede mod de fleste katastrofer, tilværelsen kunne opvise, var historisk enestående. Den liberale idé om mindsteløn, den jernhårde lønningslov (Ricardo) og befolkningsreguleringen og sultkatastrofen (Malthus), var ikke naturlove, men ekstremt barske magtmidler til at tvinge rigdom frem for de få på de manges bekostning. Ideen om det selvregulerende marked var en metafysisk idé på linje med alkymisternes drøm om kvintessensen - dette uanset at denne idé stadig er utroligt virksom i den økonomiske og politiske debat. Den liberale retorik er dog fortidens sprog. Det kan man lige så godt erkende først som sidst. Men hvad nu- og fremtiden måtte indeholde af tiltag både på erkendelsens teoretiske og politikkens praktiske områder er en sværere sag at udforske. De mange fejltagelser, der er begået af både økonomer og politikere i forbindelse med 00'ernes vanvittige boble-økonomi, og finanssektorens, storbankers, internationale kapitalfondes og investeringsselskabers uhyggelige ekspansion og vilde, ansvarsløse spekulationsgambling har sat kniven på struben af stater og internationale, politiske fællesskaber. Kort og godt lægges i dag den ene stat efter den anden "død" af markedet eller af politikere; regeringer falder og erstattes af såkaldte "eksperter" med bundne mandater om økonomisk oprydning, stram finanspolitik og konkurrencedygtighed efter nordeuropæisk (tysk) målestok, hvis den overhovedet kan holde. Ellers fjernasiatisk målestok. Den helt nye skelnen mellem realøkonomi og fiktionsøkonomi, der aldrig før har været anvendt, er en sigende og sønderknusende dom over vores økonomiske system. Når Karl Marx i sin tid hævdede, at politikken dansede efter økonomiens taktstok, så havde han jo ret. Vi er alle slaver i det økonomiske magtspil, indtil vi ikke gider være det mere. "Occupy the world" er i virkeligheden en befrielse fra en besættelse, som frækt tillader at fremstille sig som friheden selv. Peter Michael Lauritzener lektor ved Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus, dr.phil. fra Københavns Universitet, formand for Vendsyssel litterære Selskab.