EMNER

Rigtig diagnose, men...

Er Anders Fogh Rasmussen (V) en træt statsminister, som SF-formand Villy Søvndal mener efter åbningstalen i Folketinget?

Er Anders Fogh Rasmussen (V) en træt statsminister, som SF-formand Villy Søvndal mener efter åbningstalen i Folketinget? Er Fogh arrogant, fordi han ifølge Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ikke talte om almindelige danskeres problemer? Eller holdt han en ærlig tale, fordi han opremsede en stribe problemer, som den radikale leder Margrethe Vestager konkluderede, selv om hunx var uimponeret af Foghs udlændingepolitik? Det er ikke tilfældigt, at de tre partiledere reagerer sådan. Socialdemokraterne og SF er i færd med at bygge sig selv op som et alternativ til dén regering, der ifølge meningsmålinger er ved at miste flertallet i kraft af Venstres nedtur. De Radikale vil ikke tone rent flag - og de skal tone rent rødt flag, hvis Thorning-Schmidt og Søvndal skal få flertal til at vælte Fogh, men Vestager er ikke særlig lun på SF'erne. Målingerne holder derfor ikke i den politiske virkelighed - indtil videre - og det er vel nok den bedste chance, Fogh har for at ride den øjeblikkelige storm af. Men han må også erkende, at han befinder sig i uvant farvand: I stort set hele sin regeringstid har han sat dagsordenen, men nu er det dagsordenen, der sætter ham. Det viser den internationale finanskrise, som p.t. sætter den politiske dagsorden overalt i verden. Men han bliver især målt efter den hjemlige alen: politireformen, der halter fælt, sundhedssektoren, der går på økonomiske krykker, udlændingepolitikken, der knap kan finde asyl i EU-reglerne - og oven i hatten Dansk Folkeparti, der skiftevis er dansepartner og skriver sin egen politiske fristil. Forude venter dønningerne fra finanskrisen, der kan få betydning for såvel skattestoppet som den bebudede skattereform, plus arbejdsmarkedsreform som ekstra udfordringer samtidig med, at træerne er holdt op med at gro op mod himlen og danskerne ifølge statsministeren selv er blevet mere utrygge for fremtiden. Foghs åbningstale havde flere rigtige diagnoser - men den politiske behandlingsgaranti manglede.