EMNER

Rigtige mænd går ikke til kosmetolog

Johnny Jørgensen interesserer sig ikke for sit eget udseende

VODSKOV:Johnny Jørgensen hilser med den barkede håndværkerhånd og et smil, der afslører de to manglende tænder. Arbejdstøjet har han på endnu, men skellet mellem arbejde og fritid er også flydende for den selvstændige tømrer, der bor på et nedlagt landbrug i Vodskov sammen med konen Dorthe. - Det interesserer mig ikke en pind, hvordan jeg ser ud. Min kone køber mit tøj og klipper mit hår, siger Johnny Jørgensen, der absolut ikke kører med på den metroseksuelle trend. - Jeg lever ikke sundt, men drikker al den kaffe jeg har lyst til og ryger cirka 40 smøger om dagen. Nogle øl bliver det også til i løbet af dagen, men jeg har det godt. Jeg vil hellere leve det liv jeg har lyst til indtil jeg er 65 end at leve sundt og ende som en kedelig 90-årig, forklarer Johnny Jørgensen. Han forstår ikke de mænd, der bruger lang tid på at sætte lokkerne og udvælge stilfuldt tøj. - Jeg tror, det er et modefænomen, som dør ud, siger han. Johnnys kone Dorthe, som også arbejder som håndværker, griner højt da hun hører, hvad samtalen går ud på. - Johnny er en rigtig mand. Jeg prøver at få ham til tandlægen for at få ordnet sine tænder, og når vi skal i byen prøver jeg at få ham til at tage lidt smart tøj på, siger hun. Johnny Jørgensen vil da også have lavet sine tænder, men det er ikke noget han tænker så meget over, og han bruger heller ikke lang tid foran spejlet inden han går nogen steder. - Jeg fik engang mine sikkerhedssko på i Fårup Sommerland, og der fik jeg nogle kommentarer fra konen, men jeg tænker ikke over det. Jeg kan lide at have mit arbejdstøj på, for det er behageligt og så kan man bestille noget i det, siger han. Bestille noget gør Johnny Jørgensen hver dag, og han tror kunderne er tilfredse med hans stil. - Hvis jeg kom ud til kunderne i smart tøj og med voks i håret tror jeg de ville blive lidt mistroiske, for hvor skulle jeg få de penge fra ville de nok tænke, slutter tømreren.