Rigtige venner møder hinanden på græsbaner

Det handler ikke kun om driblinger og tekniske finesser, når DBUs fodboldskole er i gang på HIs anlæg

HJØRRING:Indersidespark. Tåhylere. Straffe. Driblinger. Centerforward. Når man siger ordet DBUs fodboldskole dukker en række meget fodboldtekniske billeder automatisk op på den indre plasmaskærm. Men der ernoget, der er endnu bedre. Det fandt NIORDJYSKE ud af, da vi spurgte en række friske 9-10 års knægte, der deltager i denne uges fodboldskole på HIs baner. - Det bedste er, at man får nye venner, kom det straks fra ni-årige Mathias Wenzel Kruse fra Sjælland. Han er på besøg hos sine bedsteforældre og har fundet sammen med Mark Kirkelund Ledet, Mads Skov Aagurd og Jakob Torp. De er enige. Det er bare så fedt at være i fodboldskole og finde nogle fodboldvenner. De tre vendelboer spiller i henholdvsi Horne Kfum og SHI og Mathias i B70 i Tåstrup, men det er glemt, når græsset er grønt og solen står højt på himlen. Så står den på sammenhold og masser af nye fodboldfinesser under ledelse af træner Erik Christensen. Mathias har faktisk været med i fodboldskolen tidligere og hans fætter Kristian Kruse - ligeledes fra Sjælland -har spillet med syv gang og er nu assisterende træner. HIs 2. divisionsholds assisterende træner Kenneth Kjræsgaard er også veteran og det er mange andre også i fodboldskolesammenhæng. Glæden ved at se drenge og piger kaste sig over fodbolden , trækker helt automatisk folk til. - Mandag morgen ville ingen melde sig på holdene. Mandag eftermiddag var situationen vendt: da ville de ikke hjem, siger Kenneth Kjærsgaard med et grin. Blandt de 224 deltagere, 14 trænere og fire asssiterende trænere er der mange gengangere fra tidligere år på grund af den gode stemning. Således også Jens Keld Trinskær, der studerer Informationsvidenskab på Århus Universitet, men oprindelig kommer fra Vrå, hvor han spillede fodbold. Han er med for tredje år og er målmandstræner. - Det er rart at have sommerferiejob, hvor man kan få frisk luft, spille fodbold og hygge sig, siger han. Mon ikke de fire friske fodboldknægte er helt enige?