Lokalpolitik

Rigtige venner

Preben Pedersen (R) støtter borgmester og vil være rådmand

AALBORG: Hvis der er to, der står sammen i aalborgensisk politik, så er det borgmester Henning G. Jensen (S) og De radikales spidskandidat Preben Pedersen. Ved valget for fire år siden var Preben Pedersen tungen på vægtskålen. Men på trods af kærlige blikke fra de borgerlige valgte han alligevel at pege på Henning G. Jensen. Og nu er alle spekulationer om et radikalt skift tilsyneladende spild af tid. Selv om De Radikale ser ud til at få to eller måske tre mandater i stedet for ét ved det kommende valg, føler Preben Pedersen sig ikke fristet til at spille med musklerne og for eksempel pege på Mariann Nørgaard som borgmester. - Henning G. Jensen er utroligt kompetent og har en stor viden. Vi har kendt hinanden i 30 år og har aldrig lavet en aftale, vi ikke har holdt. - Socialdemokraterne har givet mig en langt stærkere placering, end jeg egentlig har haft stemmer til. Samtidig retter Preben Pedersen en hård kritik af de borgerlige. -Jeg synes, den borgelige lejr er svag og ikke står samlet. Jeg har også en fornemmelse af, at der ikke engang i Venstres bagland er bred opbakning til partiets borgmesterkandidat. - Det er tankevækkende, at den borgerlige opposition ikke er i stand til samlet at præsentere et stærkt alternativ. I den meningsmåling, som Jysk Analyseinstitut har foretaget for NORDJYSKE Medier, får De Radikale en fremgang fra 3,5 til otte procent. - Jeg mener, at tre mandater er inden for rækkevidde. Det vil være en fantastisk styrke at få en større byrådsgruppe. Det giver håb for fremtiden, at vi har så mange unge mennesker i partiet. Vi har aldrig tidligere haft en liste med 16 kandidater, som alle kan gå ind i byrådet og gøre et godt stykke arbejde. Preben Pedersen lægger ikke skjul på, at han vil foretrække en post som skole- og kulturrådmand, hvis der er frit valg på alle hylder på valgnatten. Men han har også kig på andre rådmandsposter, og Henning G. Jensen er klar med en rådmandspost til sin mangeårige samarbejdspartner. Læs forsiden af 1. sektion og side 2 og 3 i denne sektion.