EMNER

Rigtigt at Alex fortsætter med officielle pligter

Socialdemokraterne kalder det en rigtig beslutning, at prinsesse Alexandra fortsætter med officielle pligter for kongehuset. Og partiet er indstillet på, at prinsessen fortsat skal stå på den statslige lønningsliste. Socialdemokraternes gruppeformand, Pia Gjellerup, anerkender hoffets håndtering af separationen og siger om prinsesse Alexandras fortsatte status som medlem af kongehuset. - Hun har vist sig som en klog, jordnær og engageret repræsentant for det land, hun har været prinsesse i gennem foreløbig ni år, siger Socialdemokraternes gruppeformand. Hun tilkendegiver også, at Socialdemokraterne fortsat er indstillet på at bevilge prinsesse Alexandra apanage på finansloven. - De økonomiske vilkår for skilsmisse, der indebærer ændringer i statens bidrag til den kongelige familie, forholder vi os til, når der foreligger forslag fra regeringen. Det er væsentligt, at prinsesse Alexandra får en ordentlig behandling og dermed mulighed for at varetage sine pligter for offentligheden og som mor til de to små prinser, siger Pia Gjellerup. /ritzau/