EMNER

Rigtigt efternavn - men forkert adresse

HADSUND: Det nyvalgte medlem af Folketinget, konservative Jakob Axel Nielsen, er ganske rigtigt fra Hadsund, som vi skrev i avisen i går. Men han har aldrig boet på Elmevej 6, hvor hans kollega i Folketinget, Venstres Inger Støjberg, nu har bopæl. Flere henvendte sig på redaktionen i løbet af tirsdag for at fortælle, at Inger Støjberg er på vildspor med oplysningen om, at adressen har fostret to folketingsmedlemmer, men at hun dog trods alt har fat i noget af det rigtige. Blandt de mere kyndige i den lokale slægtshistorie er borgmester Karl Christensen. Nærmere adspurgt fortæller han følgende: "Jakobs far hedder Klaus Axel Nielsen. Klaus Axel Nielsen er søn af tidligere justitsminister K. (Knud) Axel Nielsen. Justitsministeren har flere børn og en bror til Klaus Axel Nielsen (far til Jakob) hedder Bent Axel Nielsen. Bent etablerede virksomheden Axel i Hadsund og drev den i mange år, og Bent Axel Nielsen, hans hustru og børn bosatte sig på Elmevej. Det betyder, at det er Jakobs onkel, der boede på denne adresse. Brødrene Klaus og Bent Axel Nielsen har også en søster, som er gift med den kendte journalist/TV2 direktør Jørgen Flindt Pedersen." Ifølge Karl Christensen er ovenstående måske ikke 100 procent korrekt, men under alle omstændigheder meget tæt på. Til gengæld skulle det være helt nagelfast, at Inger Støjberg i mellemtiden har fået tildelt endnu en post i Venstres folketingsgruppe som fødevare-, familie- og forbrugerordfører. Hun har desuden fået sæde i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Miljø- og planlægningsudvalget, Kommunaludvalget og Erhvervsudvalget. Det er i hvert fald, hvad Venstres pressetjeneste oplyser.