Danmark

Rihanna sendte hits, ild og laser ud fra Orange Scene

Popstjernen var efter en halv times forsinkelse klar til den mest omdiskuterede optræden på årets festival.

Rihanna sendte hits, ild og laser ud fra Orange Scene

Hun er elsket af mange og hadet af måske endnu flere, den 25-årige Rihanna fra Barbados, der fredag aften skulle forsøge at omsætte årets mest omdiskuterede booking på Roskilde Festival til en oplevelse for de mange fremmødte.

Den hitlistedominerende popprinsesse har, siden det i januar blev offentliggjort, at hun skulle spille på årets festival, givet anledning til tilbagevendende og insisterende diskussioner om hendes berettigelse på Danmarks største musikfestival.

Og som om hun ikke var kontroversiel nok i forvejen, lod hun publikum, hvoraf de forreste havde stået klar helt fra morgenstunden, vente en halv time ud over det annoncerede starttidspunkt.

En forsinkelse, der ikke erindres tilsvarende på Orange Scene, siden Axl Rose lod publikum vente en time i 2006.

Om det skyldtes stjernenykker eller et ønske om få mørket til at sænke sig tilstrækkeligt over festivalen, så sangerens lysshow kunne komme til sin ret, skal være usagt.

Men det var ikke noget, der faldt i god jord på den bageste del af pladsen foran scenen, hvor publikum gav sig til at buhe højlydt.

Tålmodigheden rakte dog til, at der fortsat var sort af mennesker foran scenen, da popstjernen endelig trissede ind på scenen, og i et halvanden time langt og tætpakket show badede festivalgæsterne i laserlys, ild og hits som "Umbrella", "We Found Love" og "Diamonds".

Anmelderne er stort set enige om, at Rihanna efter en sløv start leverede en popfest, der var Orange Scene værdig.

- Rihanna vandt Roskilde her til aften efter en tung, tung start, konstaterer BT's Jan Eriksen og fremhæver numre som "Numb", "What's My Name?", "Jump" og "Man Down" som højdepunkter.

Han punger ud med fire stjerner, og det samme gør musikmagasinet Gaffa, Berlingske og Politiken.

- Den helt store triumf landede nærmest pladask midt i sættet i form af en herligt veloplagt "Umbrella", der isoleret set var et formidabelt bevis på, at popmusik absolut kan trives på Orange Scene, skriver Politikens Pernille Jensen.

Ekstra Bladets berygtede kritiker Thomas Treo er dog ikke enig med sine kolleger og giver kun to stjerner ud af seks mulige til Rihanna og kalder hende en "tarvelig poptæve".

- Det viste sig hurtigt at selve showet egentlig bare bestod i, at Rihanna skiftevis kløede sig i skridtet og klaskede røven op i det nærmeste videokamera, mens nogle dansere foldede sig lidt tilfældigt ud, konstaterer han og konkluderer:

- Sådan kan man også spilde to timer af sit liv. Og en masse penge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.