Riis efter Froome-show: Vi tror på mirakler

Chris Froome bankede rivalerne på plads på Mont Ventoux, men Bjarne Riis har ikke opgivet håbet.

Riis efter Froome-show: Vi tror på mirakler

Ingen kunne følge Chris Froome på Mont Ventoux, hvor Sky-rytteren i gult vandt Tourens 15. etape og distancerede sine rivaler med mere end halvandet minut.

Saxo-Tinkoffs holdejer, Bjarne Riis, har ikke fuldstændig opgivet håbet om samlet sejr, selvom danskerens klassementhåb Alberto Contador blev slået med 1,40 minutter på det skaldede bjerg.

- Han (Froome) er stærk. Det er han sgu. Vi skal være snedige nu. Det må jeg nok sige. Men vi giver ikke op. Vi må kæmpe og tro på mirakler. Vi har stadig et godt hold, og vi må prøve at spille lidt ud, når vi kan. Vi er nødt til at prøve, siger Bjarne Riis.

Contador er nu 4,25 minutter efter i den samlede stilling, og spanieren bevarer sin tredjeplads efter den 242 kilometer lange etape.

Riis går dog samtidig med en plan B i baghovedet.

- Hvis vi ikke kan vinde, må vi måske køre for to podiepladser og holdkonkurrencen. Det er i og for sig også ok, men det er jo ikke det, vi er kommet for, siger holdejeren.

- Nu skal vi ind i nogle rigtige bjerge. Der var et bjerg i dag. Det var mand til mand, det taktiske var ikke så vigtigt.

- Når der kommer flere bjerge, har vi nogle andre muligheder. Vi kan for eksempel sende Roman Kreuziger ud og se, hvad vi kan kreere, siger Bjarne Riis.

Den danske holdejer er imponeret over Jakob Fuglsang (Astana), som blev nummer syv på etapen 1,43 efter Froome og blot tre sekunder efter Contador.

- Jeg synes, at Jakob kører flot. Han hænger på, og det er absolut en positiv overraskelse. Jeg forventede ikke, at han ville køre med dag efter dag, men det gør han jo. Det er flot, siger Riis.

Fuglsang har tidligere kørt for det danske hold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.