Riis er imponeret over etape: Aldrig set noget lignende

3. etape var noget helt særligt i Touren med små veje og billedsmukke landskaber, der imponerede Bjarne Riis.

Riis er imponeret over etape: Aldrig set noget lignende

For rytterne var Tourens 3. etape "et helvede", men set fra et sæde i en sportsdirektørs bil var mandagens etape fra Ajaccio til Calvi noget ganske særligt.

Ikke blot satte den punktum for tre historiske etaper på Korsika, hvor Tour de France aldrig tidligere har været. Det var også en af de mest imponerende etaper, Saxo-Tinkoffs holdejer, Bjarne Riis, har set.

- Det var en fantastisk etape. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var et imponerende landskab, siger Riis.

Bjarne Riis havde således en helt anden vurdering af mandagens begivenheder end sin tidligere rytter Jakob Fuglsang, som kaldte etapen for "et helvede".

Hen over weekenden har der i feltet været en stigende nervøsitet over etapen med dens mange sving og små veje med manglende afskærmning.

- Der var en del at være nervøs for, men det var ikke så slemt, som vi havde frygtet. Det var okay, siger Bjarne Riis.

For holdets kaptajn Alberto Contador forløb etapen uden problemer.

- Han sidder fint med fremme, så det kører egentlig, som vi gerne vil have. Drengene ser rigtig godt ud.

- De sidder fremme hele tiden. På en dag som i dag er der kun en ting at gøre, og det er at sidde fremme. Det gjorde holdet også. De gjorde, hvad de skulle, siger Bjarne Riis.

Riis mener, at Saxo-Tinkoff-holdet virker stærkt og klar til holdtidskørslen, der køres tirsdag i Nice.

- Status er god før holdtidskørslen. Vi sidder, hvor vi skal, og holdet virker rigtig tændt og stærkt. Det er godt.

Holdejeren, som har været fraværende de indledende dage af Tour de France, holdt mandag formiddag en presseseance foran Saxo-Tinkoffs bus i Ajaccio.

Her fortalte han, at han ikke vil kommentere yderligere på beskyldninger fra tidligere ansatte om, at han skulle have haft kendskab til og have været involveret i doping på sit hold.

Hans begrundelse var, at Antidoping Danmark har en undersøgelse kørende.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.