Riis fortsætter på tavshedens sti

Saxo-Tinkoff-bossen stillede sig mandag op - og sagde ikke ret meget

Bjarne Riis besvarer spørgsmål fra den ventende presse inden starten på 3. etape i Tour de France mandag 1 juli. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Bjarne Riis besvarer spørgsmål fra den ventende presse inden starten på 3. etape i Tour de France mandag 1 juli. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

AJACCIO:Mandagens helt store danske Tour de France-drama foregik i startbyen Ajaccio, hvor Saxo-Tinkoff-bossen Bjarne Riis stillede sig op for at svare på journalisternes spørgsmål.

Men det var nu ikke meget, den danske holdejer havde at sige til beskyldningerne fra Tyler Hamilton.

I en bog, der udkom sidste efterår, skriver amerikaneren, at det var Riis, der stod for introduktionen mellem Hamilton og lægen Eufemiano Fuentes, som hjalp Hamilton med at dope sig.

Riis ønskede heller ikke at kommentere andre dopingnyheder fra det seneste halve år, hvor flere tidligere Riis-ryttere har indrømmet, at de har været dopet, mens de har kørt hos Riis.

Afventer undersøgelser

Holdejeren ankom først til Tour de France-cirkusset søndag, og mandag formiddag blev han spurgt, om han har tænkt over de dopingindrømmelser, flere af hans tidligere ryttere er kommet med.

- Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Men jeg har ikke andet at sige end, at jeg ved, der foregår nogle undersøgelser i Danmark. Anti Doping Danmark har nogle undersøgelser i gang, og dem respekterer jeg.

Riis blev spurgt, om han var overrasket, og om han har haft kendskab til eller viden om, at nogle af holdets tidligere ryttere dopede sig, mens de var hos Riis. Igen og igen gentog Riis, at han ikke vil kommentere, så længe undersøgelserne er i gang.

Usikkert om Riis er indkaldt

Riis ønskede heller ikke at svare på, om han selv var blevet indkaldt hos Anti Doping Danmark, der er i gang med en stor undersøgelse efter blandt andet Michael Rasmussens omfattende dopingindrømmelse.

Rasmussen har blandt fortalt, at han var dopet, mens han kørte hos Riis.

Bjarne Riis siger, at han står til rådighed, hvis antidopingmyndighederne vil tale med ham, men han vil ikke kommentere, om han er blevet indkaldt.

Har afvist Fuentes-kendskab

Da Hamilton sendte sin bog på gaden, afviste Riis kategorisk, at han var manden, der havde introduceret den amerikanske rytter for Fuentes.

- Jeg kan fuldstændig klart afvise, at det skulle være tilfældet. Det er simpelthen ikke sandt. Jeg kender ikke Fuentes, jeg har aldrig nogensinde mødt ham, sagde Bjarne Riis ved den lejlighed.

Fuentes har ligeledes benægtet, at han har haft noget med Riis at gøre.

Årsagen til, at Riis først støder til årets Tour nogle dage efter stort set alle andre, er ifølge holdejeren selv, at han har været på cykelferie.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.