Riis: Portugiser skal støtte Anker i udbrud

Bjarne Riis har brugt søndag formiddag på at forberede sine ryttere på at gå i udbrud.

Riis: Portugiser skal støtte Anker i udbrud

Inden starten på 8. etape af Tour de France satte Bjarne Riis sig ned og tog en snak med sin portugisiske rytter, Sérgio Paulinho. Her fortalte Saxo Bank-Tinkoff Bank-chefen helt ned i de mindste detaljer, hvordan han skal ramme et udbrud på etapen.

- Vi skal i udbrud i dag. Det er det, jeg forventer. Og jeg vil gerne både se Chris Anker og Paulinho, så det er det, vi går efter, siger Bjarne Riis.

På 7. etape sad Chris Anker Sørensen under størstedelen af etapen i udbrud sammen med seks andre ryttere og scorede i den forbindelse fire point i konkurrencen om den prikkede bjergtrøje.

Det skal der følges op på søndag.

- Egentlig går vi både efter at samle point til Chris, men også efter etapesejren, siger holdejeren, som dog godt er klar over, at Chris Anker kan være mærket efter det lange udbrud.

- Jeg ser gerne, at Chris får hentet nogle point i dag. Godt nok brugte han kræfter i går, men han skal nok være klar igen, mener chefen.

Efter 7. etape lovede Chris Anker da også at forsøge sig igen søndag, men det bliver dog langt fra let, understreger rytteren nu.

- Det bliver en led, led etape med fuld skrald. 150 kilometer med skrald.

- Man skal have benene i dag. Det er ikke bare en dag, hvor man rækker fingeren i vejret og siger, at man vil køre i udbrud, siger Chris Anker Sørensen.

Den 157,5 kilometer lange rute mellem Belfort og Porrentruy kan godt ende med at blive afgørende i årets Tour, da den er designet til angreb og comeback.

Der er seks stigninger, heriblandt den stejle kategori 1-stigning Col de la Croix, som er placeret 16 kilometer fra målstregen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.