Riis-rytter forsvarer føring i Post Danmark Rundt

Manuele Boaro ligner den samlede vinder

Manuele Boaro ligner den samlede vinder af Post Danmark Rundt, efter han forsvarede føringen på enkeltstarten. Foto: Thomas Sjørup/Scanpix

Manuele Boaro ligner den samlede vinder af Post Danmark Rundt, efter han forsvarede føringen på enkeltstarten. Foto: Thomas Sjørup/Scanpix

MIDDELFART:Astana-rytteren Alexey Lutsenko fra Kasakhstan vandt lørdag aften 5. etape - en enkeltstart på 15 kilometer i Middelfart - af cykelløbet Post Danmark.

Tinkoff-Saxos Manuele Boaro forsvarede sin føring i den samlede stilling og ligner en vinder af løbet inden søndagens sidste etape.

Rasmus Quaade (Team Trefor-Blue Water) blev nummer to på enkeltstarten i tiden 18,38 minutter og missede etapesejren med et sekund. Der var store forventninger til Quaade til etapen, eftersom han sidste år blev sekser i disciplinen ved VM.

Inden etapen førte Manuele Boaro an i den samlede stilling med 18 sekunder ned til nærmeste konkurrent - belgieren Tiesj Benoot fra Lotto-mandskabet.

Boaro, som fredag vandt kongeetapen til Vejle, føler sig ganske godt tilpas på en enkeltstart og kørte en tid på 18,57 minutter. Det var rigeligt til at holde konkurrenterne væk.

Det var Astana-holdets tredje etapesejr i årets Post Danmark Rundt. Tidligere lørdag blev 4. etape fra Nyborg til Odense kørt, og her snuppede italieneren Andrea Guardini (Astana) sin anden etapesejr i årets løb.

Efter de 100 kilometer var han bedst i massespurten, hvilket var samme formel, da han sejrede på 2. etape.

Søndag slutter Post Danmark Rundt med opløbet på Frederiksberg ved København, og her plejer det også at ende med en massespurt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.