Riis savner Schleck og Contador i dag

Finalen på 7. etape var skræddersyet til Alberto Contador og Andy Schleck, mener Bjarne Riis.

Riis savner Schleck og Contador i dag

Bjarne Riis ville rigtig gerne have set sin kaptajn Alberto Contador, som i øjeblikket afsoner en dopingkarantæne, og sin tidligere kaptajn Andy Schleck i en skarp duel på dagens finale på Tourens 7. etape.

Stigningen op til La Planche des Belles Filles er skræddersyet til de to ryttere, mener den danske holdejer, og det kan nemt blive en skuffende finale mellem favoritterne på den knap seks kilometer lange og stejle stigning op mod mål.

- Ja, det kan godt blive lidt tamt, for de stærkeste i klassementet - Cadel Evans og Bradley Wiggins - har ikke den acceleration, der skal til.

- Jeg er sikker på, at denne etape var planlagt ud fra, at man ville se Alberto Contador og Andy Schleck i en duel, siger Bjarne Riis.

Cykelchefen mener, at La Planche des Belles Filles er for lang og for stejl til, at en rytter som Cadel Evans kan udnytte sine kvaliteter som afslutter - som man har set ham gøre det i klassikerne.

- Jeg tror ikke rigtig på Cadel Evans i en finale, som den de skal køre i dag, siger Bjarne Riis, som imidlertid regner det for sandsynligt, at nogle favoritter taber tid i dag.

- Når stigningsprocenterne kommer over ni, så vil der altid være nogle, som kommer til at lide, siger Bjarne Riis.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.