Riis: Tour-tæsk har fået Contador til at lytte

Bjarne Riis har haft svært ved at trænge igennem til cykelstjernen, der nu er blevet modtagelig for nye idéer.

Den spanske cykelstjerne Alberto Contador ligner igen en rytter, der kan kæmpe med om sejren i Tour de France.

Tinkoff-Saxo-manager Bjarne Riis fortæller, at han har haft svært ved at trænge igennem med sine idéer til Contador, der efter et middelmådigt 2013 tirsdag vandt etapeløbet Tirreno-Adriatico i suveræn stil.

- Jeg har længe prøvet at stikke til ham. Jeg har sagt til ham, hvad jeg mente, at han skulle gøre, og jeg har prøvet på at ændre nogle ting.

- Men et eller andet sted skal der nogle tæsk til, inden man vil lytte.

- En gut som Alberto har været vant til at vinde det hele og har altid troet på, at han gjorde det rigtige, siger Bjarne Riis til Jyllands-Posten.

31-årige Contador har i løbet af karrieren vundet Tour de France, Giro d' Italia og Vuelta a España.

Sidste år kunne den spanske stjerne dog slet ikke følge med Chris Froome, (Sky), under Touren, og det har åbnet nogle døre ind til Contador.

- Absolut. Der er ingen tvivl om, at han har kunnet indse, at der skulle nogle andre ting til. Det har vi talt om og arbejdet med.

- Hvordan vi har gjort, er ligegyldigt. Det vigtigste er, at han kører stærkt lige nu, siger Tinkoff-Saxo-manageren.

Sidste års Tour-vinder, Chris Froome, var ikke med i Tirreno-Adriatico på grund af en dårlig ryg.

Alberto Contador støder efter alt at dømme ind i Chris Froome i Catalonien Rundt senere i marts.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.