Rikke i skyerne

Rikke Hørlykke er for alvor trådt i karakter som spilstyrer og indpisker

BUDAPEST:Det har ikke skortet på roser til Rikke Hørlykke under EM i Ungarn. Hun kom til turneringen som en spiller, der aldrig rigtig har opfyldt sit potentiale som spilstyrer på det danske landshold - men forlader den som en profil, der har bevist, at hun kan holde til presset og bære holdet fremad. - Jeg synes efterhånden, jeg har spillet mit livs landskamp nogle gange - i hvert fald ifølge pressen, siger den nøglespilleren, playmakeren og indpiskeren grinende - men indrømmer dog, at hun går rundt og føler sig ret godt tilfreds. - Jeg har udfyldt min rolle så godt, som jeg overhovedet kan - og det er jeg da rigtig glad for. Det betyder jo også, at jeg kommer styrket ud af dette mesterskab med masser af selvtillid, siger den blonde profil. Selv om Rikke Hørlykke har været fast inventar på det danske landshold i årevis, frygtede eksperter og håndboldfans på forhånd, at hun i lighed med VM i Kroatien sidste år ville skuffe igen - men i stedet er hun trådt et skridt eller to frem på scenen. - Jeg har ikke stået i skyggen af hverken Lotte Kiærskou eller Kristine Andersen denne gang, og jeg har følt mig klar til opgaven - mere klar end nogensinde før, siger hun storsmilende. Hun sjosker rundt i badetøfler til mødet med den danske sportspresse dagen inden semifinaleopgøret mod Rusland - og plejer fortsat det trælår hun fik i kampen mod Frankrig onsdag. Hun ser afslappet ud - i balance - og uden den hektiske bismag, der af og til har karakteriseret hende som spiller. - Selv en spiller som mig, der har været med i nogle år, kan lære noget hver gang, jeg på banen. Derfor føler jeg, at jeg både menneskeligt og håndboldmæssigt har udvidet min horisont under denne turnering, siger hun med eftertænksomhed i stemme og blik. Og tøffer hurtigt videre til næste mikrofon, næste interview - hvor hun igen skal forklare, hvordan det føles at nå helt til tops, lige når der er mest brug for det.