Rikke Møller klemmer sig ind i EM-semifinale

Rikke Møller Pedersen klemte sig lige akkurat med i EM-semifinalen i 50 meter brystsvømning.

Svømmerne Rikke Møller Pedersen og Matilde Schrøder svømmede sig onsdag morgen videre til semifinalen i 50 meter brystsvømning ved langbane-EM i Glasgow.

Pedersen, der er indehaver af den danske rekord på distancen, var den langsomste af de to i de indledende heat. Hun svømmede i tiden 31,44 sekunder.

Det var et godt stykke fra hendes danske rekord på præcis 31 sekunder fra 2013. Hendes tid onsdag var dog lige akkurat god nok til at sikre hende en plads i semifinalen.

Hun undgik dermed en ny skuffelse, efter at hun tirsdag sluttede på femtepladsen i finalen i favoritdisciplinen 200 meter brystsvømning i tiden 2 minutter og 24,73 sekunder.

Lidt hurtigere gik det onsdag for Schrøder, som blev nummer fem i sit heat i tiden 31,32 sekunder og ligesom Møller Pedersen blev klar til semifinalen.

Til gengæld formåede hverken Anna Wermuth eller Thea Blomsterberg at svømme sig videre til semifinalen i disciplinen.

Emilie Beckmann havde fart på, da hun vandt sit indledende heat i 50 meter butterfly. Hun blev semifinaleklar i tiden 25,72 sekunder.

Hun skal blandt andet dyste med Julie Kepp Jensen om en finaleplads. Kepp Jensen svømmede i tiden 26,62 sekunder og vandt ligesom Beckmann sit heat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.