Aalborg

Rikke Nielsen overvejer fremtiden

Det er ikke morsomt at sidde udenfor

BUDAPEST:Rikke Nielsen smiler, mens hun viser sin sølvmedalje frem. I lighed med de andre marginalspillere på det danske hold, har hun i sandhed fortjent den - for samtlige spillere i den danske trup har andel i den succes, som holdet har haft ved EM. Alligevel er det med et vist mismod, Rikke Nielsen tager hjem til Aalborg, for det er absolut ikke morsomt at sidde udenfor, mens der spilles om medaljer. Og den tort måtte Nielsen lide både i lørdagens semifinale mod Rusland - og i finalen mod Norge. - Det har været yderst bittert i de sidste kampe, for jeg ville rigtig gerne have været med derinde og vist, hvad jeg kan. Men det fik jeg ikke chancen for, konstaterer Rikke Nielsen med en sjælden skarphed midt i hendes ellers runde og venlige væsen. - Jeg er meget, meget skuffet, men nu må jeg håbe, at jeg får chancen en anden gang, fortsætter hun. Hun mener det største øjeblik for hende var medaljeoverrækkelsen, hvor kuldegysningerne fik frit løb. Alligevel antyder hun, at der skal tænkes over fremtiden på landsholdet i den søde juletid hjemme i Nordjylland. - Lige nu skal der tænkes lidt over tingene derhjemme, men jeg må jo også sige, at selv om det er surt at sidde udenfor, så får man nogle kæmpestore oplevelser på det her niveau, og dem vil jeg da gerne have flere af, siger Rikke Nielsen. Hun fik i alt 34 minutter på banen under EM - fordelt over 12 lange dage. Hun scorede ingen mål og lagde heller ikke op til scoringer.