Håndbold

Rikke Schmidt på fuld tid i målet

Katrine Lunde går glip af Aalborg DH's tre næste ligakampe

AALBORG:Den norske landsholdsmålvogter Katrine Lunde kommer ikke i aktion for Aalborg DH mere i år, efter at hun tidligere på ugen blev ramt lige på øjet af et hård skud under træning. - Hun har fået en blodsprængning i øjet, og hendes syn er en smule tåget. Diagnosen lyder på to til fire ugers pause, og det betyder, at vi må se bort fra hende til de næste tre kampe. Den præcise diagnose får hun først på mandag, men hun skal nok blive klar til at vogte målet for Norge ved VM i Rusland i december, siger cheftræner Christian Dalmose. Skaden kommer netop som Katrine Lunde havde fundet storformen igen efter en svingende sæsonstart, og nu ligger alt ansvaret for at holde modstandernes antal scoringer nede istedet på holdets danske landsholdskeeper Rikke Schmidt. Hun har siden ankomsten fra Slagelse i sommer tjent de fleste af sine penge på bænken, men nu får hun ene-ansvaret på onsdag, når der er topkamp i Slagelse - samt i kampene mod Kolding ude den 6. november og hjemme mod FCK lørdag den 12. november. Rutine - Det bliver hårdt for hende, men det skal hun kunne klare. Hun har masser af rutine fra kampe i Champions League og på landsholdet, så med en god gang træning op til den første kamp midt i næste uge, så skal det nok gå, siger Christian Dalmose. Men skulle der ske noget med Rikke Schmidt, eller får hun brug for et hvil i en kamp, så står Aalborg DH umiddelbart uden en oplagt reserve. Holdets tredjekeeper Maria Nørgaard er udlejet til Frederikshavn Fox, og Christian Dalmose overvejer ikke at kalde hende hjem igen. Måske fordi hun i øjeblikket ikke er god nok til at få spilletid på deres håndboldligamandskab. - Jeg har istedet hentet Dorthe Christensen op fra Aalborg KFUM's 2. divisionshold, og hun trænede første gang med os fredag formiddag. Det var første gang, jeg så hende i aktion, men hun lavede faktisk nogle gode redninger, så det skal nok gå, siger en fortrøstningsfuld DH-træner.