Trafikulykker

Ring altid til Falck

Ring hvis Du påkører et dyr.

Ring til Falck, 70 10 20 30, hvis du påkører et dyr. Det bør man altid gøre, siger Kurt Thomsen, mangeårig vildtkonsulent ved Falck. For selv om dyret stikker af, så vil det ofte have fået kvæstelser, som det ikke kan overleve. Han har oplevet uhyggelige tilfælde, hvor rådyr har slæbt sig halve og hele kilometer på to ben. Bilisten behøver ikke blive på stedet efter en påkørsel. siger han. Man fortæller, hvor man er, oplyser sit mobiltelefonnummer og afmærker stedet. Hos Falck kan få udleveret et særligt papirsbanner med telefon og tekst til formålet, men har man ikke sådan et i bilen, må man bruge fantasien. Og det gør bilisterne. Kurt Thomsen har været ude for, at en kvinde ofrede sin bh til at afmærke et uheldssted. Falck rykker ud til det hele. Også smådyr som pindsvin, og det er kun påkørte mink og rotter, der pr. automatik bliver aflivet. Andre dyr bliver transporteret til dyrlæge eller vildtplejestation. Det koster ikke anmelderen noget. Dyrenes Beskyttelse betaler Falck og dyrlægen, og schweisshundeføreren arbejder gratis, hvis han bliver tilkaldt. Han får dog dækket sine kørselsudgifter af Skov- og Naturstyrelsen. Heldigvis er der mange bilister, der gør, som Kurt Thomsen opfordrer til. Indberetningerne om firbenede trafikofre er støt stigende. Det skyldes, mener han, at der har været øget fokus på problemet med dyr i trafikken. Men også , at mobiltelefonen har gjort det nemt for bilisterne at tilkalde hjælp, mens de er på uheldsstedet. Omkring 40 procent af eftersøgningerne med schweisshunde sker i forbindelse med påkørsler. Resten efter jagt.