Lokalpolitik

Ringe valgdeltagelse ved østtysk kommunalvalg

Berlin, søndag /ritzau/ Ringe valgdeltagelse og regnvejr prægede søndag kommunalvalget i den østtyske delstat Brandenburg, hvor socialdemokraterne i SPD, der i dag sidder på magten i de fleste byråd, stod til at blive valgets tabere. Kun 25 procent af de 2,1 millioner vælgere havde stemt klokken 14. Ved forrige kommunalvalg for fem år siden lå valgdeltagelsen på samme tidspunkt på 47,1 procent. Brandenburgs socialdemokratiske ministerpræsident, Matthias Platzeck, der satte sit kryds i delstatens hovedstad, Potsdam, var søndag trods dårlige meningsmålinger optimistisk på SPD's vegne. Vælgerne skal sammensætte 14 amtsråd, 320 byråd og vælge 314 borgmestre. Valgresultatet ventes mandag aften. /ritzau/