Ringeagt for troen lever

I de fleste danskeres bevidsthed har kirken gennem sin historie først og fremmest signaleret imødekommenhed over for det pæne og velfriserede borgerskab.

Kristendom 26. september 2005 21:49

Et nærmest kælende slikkeri over for dem, der på overfladen ser både skikkelige og artige ud. Og sandt er det da også, at kirken og dens præster til en begyndelse så med alt fra ængstelse til foragt på de masser, der ved revolution, demonstrationer og demokrati satte sig i bevægelse mod magthaverne. Ideologien, hvoraf disse massebevægelser nærede sig, var oftest fjendtligt indstillet over for i første omgang kirken, men også over for kristendommen, som én af dens store åndelige førere (Marx) kaldte for 'opium for folket'. Kirken og den enfoldige tro på Gud fungerede i denne optik som en slags sløringsmiddel, der skulle dække over menneskelivets virkelige problemer og holde undertrykte mennesker hen i revolutionær uvirksomhed. Inden for den seneste generation er denne ideologi ikke mindst blevet forfægtet blandt intellektuelle, pædagoger og lærere fra slutningen af 60'erne. Med stor succes kanoniserede man en hel række af litterære værker, som fremstillede kristendommen og troen på Gud som skolens og samfundets effektive undertrykkelsesmiddel over for børn, unge og endog voksne. Og i det uskønne miskmask af erindringsforskydelser og selvmedlidenhed indgår endog den korporlige afstraffelse i den sorte skole som led i en kristen kulturs vidtforgrenede undertrykkelsesapparat. Alt ondt, der overgik én, kunne man i sluttresserne, halvfjerdserne ja så går helt op i firserne give kristendommen og samfundet skylden for. Denne ringeagt lever stadig videre. Selvom den er blevet bedre skjult. Jeg oplever stadig forældre til konfirmander, som blindt og umodent reproducerer al den tanketomme politiske og ideologiske kritik af kirken og kristendommen, som var på mode, dengang deres egne forældre opdrog dem i 60- og 70-erne. Man siger ellers, vi er blevet meget klogere siden da. Det er sandsynligvis også rigtigt. Men så er forholdet til tro og kristendom en beklagelig undtagelse. Hvor usaglig og anakronistisk megen moderne kristendomskritik efterhånden er blevet, kan man se deraf, at den nemt slår om i foragt, i had og i ringeagt. En saglig kritik skal kirken altid tage op og indgå i en dialog med. Men over for blindt had og almindelig hykleri skal kirken gå til kamp - med ånd og sandhed. Kristendommen har op gennem dens historie altid næret en stærk mistro til dét menneske, der skjuler sig i mængden og råber op. Det hænger naturligvis sammen med, at evangeliet selv med sin direkte såvel som indirekte appel til personlig afgørelse og stillingtagen ønsker at skabe selvstændige mennesker. Evangeliet ønsker at give frihed og ansvar til, at den enkelte frit kan tage imod evangeliets budskab om syndernes nådige forladelse og evigt liv. Evangeliet tvinger ingen. Akkurat ligesom heller ikke kærligheden kan tvinge. Føler man sig tvunget af evangeliet - eller af kærligheden for den sags skyld - så er det alene dén tvang, som evangeliets fortryllende magt naturligt udøver over dén, som bliver bjergtaget af det - dén, som føler sig ramt og tiltalt. Ikke som én blandt en stor grå masse. Men som én enkelt, der i samvittigheden afgør sig for Gud. Ethvert normalt menneskeliv oplever op- og nedture, med- og modgang. Livet er ikke lutter stadighed, stabilitet og tryghed, selvom velfærdsideologien længe erstatningsreligiøst har forsøgt at opretholde en sådan tåbelig illusion om livet. Således også med et tilnærmelsesvist normalt kristenliv. Kristne lever ikke et særligt skånsomt liv, der adskiller os fra et 'almindeligt' menneskeliv. Det vil så også sige, at troen og tvivlen kæmper sin brave kamp i os. Af og til vender vi evangeliet ryggen, forbander det måske ydermere langt væk og vil ikke vide af den Kristus, der sagtmodigt kommer os i møde. Så megen godhed og kærlighed som dén, der kommer os i møde i Jesus Kristus, kan af paradoksale grunde avle megen aggression, modstand - ja, og ligefrem had. Med sit liv og sin gerning på det nærmeste udstiller Jesus jo al vores egen mangel, vores dovenskab, vores synd. Og det er naturligvis ubehageligt. Så i stedet for at tage imod Jesu barmhjertige tilgivelse, slår man om i foragt og modstand! Man kommer ikke uden om at blive anfægtet i sin tro. Medmindre man henlever sit kristenliv i en hermetisk tillukket osteklokke uden kontakt med verden eller andre mennesker. Der er uendeligt meget, der kan anfægte og så tvivl om vores tro på Gud og hans søn, Jesus Kristus. Men der er 70 gange 7 gange mere, der kan opløfte og befæste os i troen på, at det er sandt, at Jesus Kristus er Guds søn og din og min frelser fra død og synd. Gud selv er på troens, håbets og kærlighedens side, og bærer derfor også med på vores skrøbelige eksistenser, når vi tvivler, fornægter og afviser ham. Gud selv skaber troen i os og holder den i live, når blot vi tør overgive hele vores liv og hele vores skæbne i hans trofaste hånd. Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire. Har skrevet kronikker og kommentarer til en række danske dagblade gennem den seneste halve snes år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...