Ringen bliver tungere

BRØNDERSLEV:Fra på mandag kan "Ringenes Herre - de to tårne" ses i biografen i Algade. I anden del af triologien kæmper resterne af den frie verden mod onde kræfter og store hære, der sendes ud fra de to tårne med borgherrerne Saruman og Sauron. Gruppen af venner, der satte ud for at hjælpe hobbitten og ringbæreren Frodo er blevet splittet. Frodo og hans loyale ven Sam forsøger at nå frem til Mordor, hvor ringen kan destrueres. De er faret vild, men opdager at et underligt væsen med et splittet sind følger efter dem. Det er Gollum, der tidligere har båret ringen og de tager ham til fange. Sam stoler ikke på det ynkelige væsen, men Frodo indvilliger i at løslade ham igen, hvis han vil vise dem vejen til den sorte port - indgangen til Saurons mørke rige Mordor. Imens er mennesket Aragorn, dværgen Gimli og elverbueskytten Legolas nået frem til Rohans rige, hvor man avler fantastiske heste. Landets tidligere så mægtige konge Théodor er kommet under Sarumans magt gennem spionen Slangetunge, der regerer ved hoffet. Gandalf den grå, der blev dræbt i den første film, genfødes stærkere end nogensinde som Gandalf den hvide, og gør hvad han kan for at hjælpe i kampen mod Sarumans 10.000 mand store hær. De sidste to af vennerne, der drog afsted, hobbitterne Pipin og Merry er taget til fange af de uhyggelige Uruk-Hai. Det lykkes dem at undslippe og flygte ind i den ældgamle skov Fangorn. Her møder de en af trævogterne enten Træskæg, der er på vej til ent-ting for at vedtage om enterne skal deltage i kampe mod det onde eller ej. Filmen vises i Brønderslev til og med 19. januar.