Hestesport

Ringens herrer - og damer

STÆVNERyttere med lanser i kamp om at ramme hullet i galgen og bedste udklædning

VEGGER:Rideklubben i Vegger overskrider grænser. Klubben ligger i Nibe Kommune, men får tilskud fra Aars, og så er der lige det med den traditionelle ringridning, der nok ikke er verdens største, men måske den flotteste og mest folkelige af alle. Årets udgave var ingen undtagelse: Pippi Langstrømpe på ryggen af en selvmalet prikket hest var blandt de farverige deltagerne i konkurrencerne for flere end 60 børn, unge og voksne, der kæmpede om kontanter, præmier, men ikke mindst den blotte hæder ved overhovedet at turde deltage i den vanskelige disciplin - med eller uden ridehjelm. Ups: en enkelt røg af ved starten, arrangørerne frygtede brud, men rytteren uden hjelm slap med en forskrækkelse. Lansen er omkring halvanden meter lang alt efter rytterens alder, hullet helt ned til tre centimeter i diameter, og i både trav og galop er hullet en svær en at ramme. Masser af forbiere, men masser af lyst, pletskud ind imellem, og sådan ønsker Vegger Rideklub livet i klubben, der kun sender få ekvipager til officielle ridekonkurrencer. - Hos os er der ingen rangorden, konstaterer Lisbeth Kiib Jensen, kostumedesigner bag fire af vinderne, Lisbeth Kiib Jensen har syet tøjet til vinderne af bedste påklædning for kategorierne "sjoveste" og "fineste". Uvildige dommere dømte, og så var det tid til kåringen af vinderne i selve ringridningen og ikke mindst årets Storkekonge.