Rio+20: Aftale om grøn økonomi er på plads

Forhandlere er enige om en sluterklæring ved Rio+20-mødet, siger diplomater. Miljøorganisationer er skuffede.

Udland 19. juni 2012 19:33 - Opdateret 19. juni 2012 19:35

Rio+20: Aftale om grøn økonomi er på plads

Forhandlere er tirsdag nået til enighed om en sluterklæring for det såkaldte Rio+20-møde om bæredygtig udvikling, siger flere diplomatiske kilder.

Erklæringen skal nu godkendes af de mere end hundrede politiske ledere, der fra onsdag til fredag ankommer til topmødet i Rio de Janeiro.

- Vi har opnået enighed om sluterklæringen, og den vil blive godkendt af stats- og regeringslederne, siger en diplomat til nyhedsbureauet AFP.

Flere miljøorganisationer er imidlertid kritiske over for erklæringen.

- Vi blev tilbudt en fælles vision om manglende handling og ødelæggelse, siger Daniel Mittler, politisk direktør for Greenpeace.

- Der er absolut intet der for mennesker og for planeten, tilføjer han.

- Dermed er topmødet slut, før det overhovedet er begyndt, siger også den tyske Greenpeace-ekspert på skovområdet, Martin Kaiser, til nyhedsbureauet dpa.

Heller ikke i WWF Verdensnaturfonden er der nogen begejstring at spore.

- Det er meget skuffende. Sproget er meget svagt, og resultatet af denne konference vil overhovedet ikke være i nærheden af, hvad folk og planeten har brug for, siger organisationens repræsentant Lasse Gustavsson.

Miljøminister Ida Auken (SF) peger derimod på en række positive aspekter af den aftale, der nu er enighed om, og som ifølge hende er langt mere forpligtende, end det der lå på bordet for blot tre dage siden.

- Det er klart, at aftalen ikke indeholder fremskridt på alle punkter, og at den ikke er perfekt, men det er lykkedes at få rigtig mange af de mål, vi ønskede, med i teksten, siger Auken.

Claudia Salerno, der leder Venezuelas delegation, siger, at FN's medlemslande har været meget opsatte på ikke at gentage fiaskoen ved klimatopmødet i København i 2009, hvor forhandlingerne blev overladt til verdenslederne og endte i kaos.

Rio+20-mødet skal følge op på det berømte verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 1992, der ligeledes fandt sted i Rio de Janeiro.

Med over 50.000 forventede deltagere bliver Rio+20 efter alt at dømme det største FN-møde nogensinde.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...